Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Tom Buk-Swienty: Løvinden, Karen Blixen i Afrika
Gyldendal 2020
754 sider
Pris 400 kr.
Bravo, Bravo, Bravo, her er en biografi af Karen Blixen, som er eminent. Den er dokumenteret ud i detaljen med litteraturreferencer og billeddokumentation. Karen Blixen var ikke adelig, men hun giftede sig (lidt af nød) med Bror Blixen, der var adelig og baron, så hun blev baronesse. Vi hører om hendes barndom, hvor hun læste og tegnede, hun var lidt vild og ville leve livet. Det fik hende til i 1914 at ankomme til Afrika med mere end rigeligt bagage. Hun blev gift dagen efter ankomsten til Nairobi og tog med det samme ud til en kaffefarm, som hun ved hjælp af Onkel Aage havde købt. Der blev dannet en bestyrelse, hvor onkel Åge var formand hjemme i Danmark, og gennem årene blødte alle onkel Åges penge ud til Karens farm. Hun kunne ikke få det til at løbe rundt økonomisk, der var krise overalt, første verdenskrig brød ud, regntiden udeblev, så kaffebærrene døde, høsten var kun på 30 ton kaffe pr. år, hvor de havde regnet med 60-70 ton, så alt i alt havde farmen kun gennem 17 år kunnet give overskud i to år. Bror Blixen interesserede sig ikke for kaffe, han gik på safarier med skydeglade turister, og så kunne han ikke få land nok, han ville dyrke hør på en ny farm, som han ville købe, intet under, at onkel Åge igen og igen skrev til ham: Fokuser! Karen Blixens kærlighedsliv var broget. Hun faldt jævnligt for en eller anden uden det blev til mere end det. Undtagelsen var den britiske pilot, Denys Finch Hatton, som hun elskede dybt og drog på safari med. Men Denys faldt ned med sit elskede fly og slog sig ihjel. Karen ville skilles, men det var svært, for Bror var altid på safari og kunne derfor ikke underskrive nogle dokumenter. Det lykkedes dog til slut. Karen var som person elsket på sin farm. Hun tog sig af sine hundreder indfødte arbejdere både ved sygdom og ved ulykker, og farmen var noget af det mest velholdte, som man kunne finde. Karen selv fik syfilis – smittet af Bror- og måtte til København for at få behandling, og hun fik det virkeligt godt. Karen måtte opgive sin farm, sælge sine ejendele lokalt, og alligevel var det et stort flyttelæs, som hun kom hjem med. Dette er en livgivende fortælling, som jeg under enhver at læse. Hvordan det gik Bror ved jeg ikke, men det er jo heller ikke det, som bogen handler om.