Anmeldt af Ib Ahnfeldt
C. J. Tudor: Kridtmanden
Oversat af Steffen Rayburn-Maarup
Gyldendal 2018
320 sider.
Pris 200 kr.
C. J. Tudor er englænder. Hun har arbejdet som blandt andet tekstforfatter, og hun er virkelig god til at skrive. Denne bog er hendes debut, og den er mere end udmærket. Sproget er lækkert afdæmpet og rammer de unge personer meget fint. Vi er i en lille by i England, og kapitlerne skifter mellem 1986 og 2016 men med de samme personer. Det er fortælleren Eddie, hans venner Fede Gavin, Hoppo, Metalmickey ( han har bøjle på tænderne) og pigen Nicky. De hænger ud sammen og laver et kommunikationssystem med farvekridt. Hver har sin farve, og vil de noget med de andre, tegner de et tændstikbillede af en mand på en flise eller et træ, et plankeværk, og de kan tilføje en kode f.eks et O efter tegningen, som betyder at de alle skal møde på legepladsen så hurtigt som muligt. Alle børnene er omkring 12 år. Men det er ikke dem, der er kridtmanden. Det er en ny lærer på skolen, han er tynd og meget bleg – albino – faktisk. Der er tivoli i byen. En forlystelse sprænges i stykker og metalstumper skærer halvdelen af ansigtet væk på en gudesmuk pige, og hendes ene ben skæres næsten af. Albino manden og Eddie får standset den voldsomme blødning fra pigens ben, og lægerne remodellerer hende så godt de kan. Det går hende nu ikke særlig godt, får vi at vide senere. I det hele taget går det ikke godt for gruppen. Metalmickey kører galt med fede Gavin så han mister førligheden i sine ben. Metalmickeys lømmel broder drukner. Og det gør Mickey også. Og der er mere endnu. Det hele er pænt og roligt fortalt. Det har været en udelt fornøjelse at læse denne bog, som jeg varmt kan anbefale.