249 kr.
Med sine foregående 6 romaner om journalisten Annika Bengtzon har Liza Marklund etableret sig som en forrygende velskrivende forfatter med en særlig tæft for plottet. Hun formår at bevare overblikket over sit stof og iscenesætte et flerstrenget handlingsforløb med en stadigt stigende spændingskurve, der kulminerer i et fyrværkeri af livsfarlige situationer. I Nobels testamente – den 6. roman – slipper Annika Bentzon (AB) i allersidste øjeblik ud af sin brændende splinternye millionvilla og har selvfølgelig begge sine børn med. Et stunt af format! Men Marklund er en så god fortæller, at det hele alligevel virker sandsynligt og hænger sammen. Med sin nye og syvende krimi om AB Livstid holder hun stilen og står distancen for så vidt, at plottet er dygtigt skruet sammen: Har Julia, veninde til AB, virkelig slået sin mand, en højtplaceret politimand, og deres 4-årige søn ihjel? De finder liget af manden, mens sønnen synes at være forsvundet. Indicierne er tungtvejende, og ingen tror rigtigt på hendes uskyld, lige bortset fra AB. Hun begynder et omfattende arkæologisk arbejde og graver lag på lag af politimandens fortid. Der kommer yderst belastende fakta for dagens lys, og den helteglorie, der tidligere lyste om mandens hoved, blegner noget. Julia vinder gradvist i troværdighed. Samtidig med at Annika Bengtzon arbejder hårdt med at finde ind til sandheden om den tragiske ulykke, slås hun med sit eget liv. Centralt står konflikten med hendes ellers så gode veninde Anne Snaphane, og den kulminerer i det øjeblik, veninden afviser at hjælpe Annika og hendes børn, da de står uden husly. Men også manden Thomas udviser svigt, da han endegyldigt vender tilbage til den langbenede og æbleduftende Sophia. Som i de foregående romaner om AB handler denne 7. bog om kærlighedens betingelser, venskab, svigt, skyld og magt. Men også om dagspressens vilkår og de dilemmaer, som Annikas chef, Schyman, uafladeligt står i. Liza Marklund er blevet kritiseret for, at det feministiske og kønspolitiske islæt er for fremtrædende, at romanerne fremstår som lukkede kvindeuniverser og dermed er mere femikrimier end krimier. Godt nok fylder kvinden og journalisten Annika Bengtzon meget, hendes følelser, tanker og kriser belyses og fremstilles på en yderst troværdig måde; man kan som kvinde nikke genkendende til mange af aspekterne. Men – og det er det afgørende – det overskygger aldrig plottet, hæmmer aldrig spændingen i romanerne. Heller ikke i Livstid. Og skulle man synes, at der er lige lovligt meget femiheltindeglorie om Annikas hoved, kan man eksempelvis skele til krimiforfatteren Jo Nesbøs mandlige helt Harry Hole, som har så mange ar på sin krop efter livsfarlige og livstruende begivenheder, at der næppe er plads til flere.