Mødet med Mælkevejen

Anmeldt af Eline Andersen

Jakob A. Andersen: Mødet med Mælkevejen – astrofotos af nattehimlen
Muusmanns Forlag 2024
185 sider
249, 95 kr.

“Mødet med Mælkevejen” er en visuel skattekiste, hvor Jakob Arthur Andersen tager os med på en fascinerende rejse gennem nattehimlen. Gennem hans linse får vi lov at opleve universets storslåede fænomener, som de fremstår i deres fulde pragt under nattens himmel.

Denne bog er ikke blot en samling fotografier; det er en invitation til at drømme. Andersens billeder fanger Mælkevejen og himlens skønhed på en måde, som det blotte øje aldrig ville kunne opfatte. Ved hjælp af langtidseksponeringer afslører han et univers, der ellers forbliver skjult for vores menneskelige syn.

Kameraet fungerer som en portal til uendeligheden, hvor nattens magi kombineres med jordens landskaber. Hvert foto er en visuel tidsmaskine, der transporterer os langt ud i det kosmiske rum, samtidig med at vi står fast på vores egen planet. Det er en unik balance mellem nærhed og det uendelige, der gør denne bog til noget helt særligt.

Fuglefri

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Lars Gejl, Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Fuglefri

Gyldendal 2009

207 sider

Pris 350 kr.

 

Det er en smuk, smuk billedbog, som Gyldendal her leverer os. Lutter fremragende fotos af kendte og mindre kendte fugle set i Danmark med korte tekster til hvert billede, der beskriver lidt om fuglen.

Teksten er skrevet af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og de mange billeder er leveret af mange forskellige fuglefotografer, der hver især kan deres kram. Det er bare en ren fornøjelse at læse og blade i denne bog.

Eventyrlig dykning

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Tim Simond: Eventyrlig dykning

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2006

285 sider

Pris 299 kr.

 

Sommeren går på held og drømmene flytter indenfor i læsestolen. I Eventyrlig dykning svømmer jeg hen over smukke smukke fotos af verden under overfladen. Jeg dykker ned i de mest eksotiske destinationer: Fra Australien til Zanzibar, fra Middelhavet til Mexico. Eventyrlig dykning guider gennem 26 af verdens ultimativt skønneste dykker- og feriesteder og fortæller, hvordan jeg kommer af sted til de dykkeroplevelser, der kan ændre mit liv. Jeg får gode råd og praktisk information om hotellerne, deres dykkercentre, om dykkerudstyret og det fantastiske dyreliv, som venter hersker under vandet.

 

Ikke mindre end 743 flotte og inspirerende farvefotos lægger bunden til eventyrlig dykning – det er bare om at springe ud i det!

Verdens vilde vejr

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Jesper Theilgaard: Verdens vilde vejr – før, nu og i fremtiden

Gyldendal 2008

300 sider

Pris 299 kr.

 

Vi taler om det hele tiden. Vejret! Nu har meteorolog, Jesper Theilgaard, samlet det vildeste af det vilde vejr i blændende flotte fotos og med en skarp og kritisk pen. Verdens vildeste vejr fortæller om nutidige, fortidige og fremtidige vejrfænomener og katastrofer. Den fortæller om vejrets betydning for mennesker her og nu, i går og i morgen.

Jesper Theilgaard lægger ikke skjul på, at han mener, at jordens klimaforandringer skyldes mennesket og vores omgang med kloden. Theilgaard kommer ligeledes med forklaringer på årsager og konsekvenser samt med forslag til, hvad vi som menneskehed skal gøre for at undgår endnu mere vildt vejr.

Verdens vilde vejr er et smuk og skarpt indlæg om et meget vigtigt emne: Vejret, som vi altid taler om.

Narnialogi – fra den sidste konges arkiver

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

C. S. Lewis

Borgen 2008

34 sider

Pris 249,95 kr.

 

Dette er en fed bog: Siderne er tykke af flapper, hjul, hemmelige rum og magiske tidslinjer. Sådan en bog skal ikke blot læses men røres og bruges. Det er en af disse her bøger, hvor der springer tredimensionelle scenarier op, når man åbner siderne. Og en sådan bog er helt perfekt til at give overblik over de elskede Narnia-bøger af C.S. Lewis.

 

Tidslinjen, de magiske hjælpere og temaerne får flere dimensioner helt bogstavelig talt.

 

En bog der skal ligge helt fremme og hele tiden – helst midt i det hele. Et bogværk, som man bør gå på opdagelse i både barn og voksen.

Himmelbuddhaen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Cosey: Himmelbuddhaen

Carlsen Comics 2008

64 sider bind 1

80 sider bind 2

Pris 199,50 kr. pr bind

 

Tegneren og tekstforfatteren Cosey blev kendt i 1977 for serien Jonathan, der foregik i det kinesisk besatte Tibet. Nu har han gjort det igen – forfattet og illustreret en tibetansk myte, som er udkommet som en tegneserie i to bind. Han er sluppet fantastisk godt fra det.

Heltinden findes ved den forsvundne Himmelbuddha, der er en hellig og tusinde år gammel statue, og hun bliver udnævnt til at være den 5 reinkarnation med en destineret skæbne. Helten er en engelsk kostskoledreng, der farer vild i bjergene og møder den hemmelighedsfulde pige Lhahl, der for helten er den uopnåelige kærlighed, for tibetanerne er hun en mytisk person, og for kineserne er hun et redskab til at styre det besatte Tibet. Har Lhal et valg, er hun opnåelig for helten, eksisterer himmelbuddhaen, som både er af guld og af luft. Svarene er både ja og nej. Se selv hvorfor i dette charmerende værk.

Jorden set fra himlen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Yann Arthus-Bertrand: Jorden set fra Himlen

Nyt Nordisk Forlag 2007

435 sider

Pris 425 kr.

 

Nogle bøger ligger godt i hukommelsen – andre ligger tungt i erindringen. Denne fantastiske fotobog ligger både godt og tungt: Den vejer ikke mindre end 2,5 kilo! Det er sådan en bog, som man lægger forsigtigt i skødet og blader andægtigt i. Den franske fotograf, Yann Arthus-Bertrand, har taget luftfotos af jorden siden 1978. Og denne 3. udgave af bogen har 90 nye fotos med.

 

Det er fotos som både er drømmeagtige, kunstneriske og samtidig med tungtvejende budskaber om den forunderlige klode, vi lever på og som vi for alt i verden skal passe på. Bogen politiserer menneskets hærgen ved at præsentere os bl.a. for lodsepladser, krigshærgede byer og motorvejskniblinger. Men vi får også smukke fotos af lyserøde flamingoer, dampende moser og kridhvide snelandskaber. De himmelråbende smukke fotos akkompagneres af tekster om eksempelvis klimaændringer, fattigdom, bæredygtig udvikling og øko-økonomi.

 

Læs mere om Yann Arthus-Bertrand på www.yannarthusbertrand.com