Christian Lund & Robin Engelhardt: Jeg er bevæbnet og har tømmermænd
People’s Press 2008
129 sider
Pris 149 kr.
Dette er et udvalg af trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv. Og det er interessant læsning. Der er trusselsbreve, som er forfattet med henblik på økonomisk vinding (bankrøverier og andre røverier), og der er breve som truer med plager eller død til navngivne personer i anledning af hvad som helst.
Det fremgår, at trusselsbreve ikke er helt sjældne. Rigspolitiet modtager ca. 3 sådanne breve om ugen, men det vurderes, at kun 10% af trusselsbreve bliver indleveret til politiet. Politiet sender alle trusselsbreve videre til rigspolitiet, som underkaster brevet en teknisk undersøgelse og søger at efterspore afsenderen. Ofte lykkes det ikke, og brevet må arkiveres. Kun få af de fremsatte trusler bliver effektueret.
Trusselsbreve bliver lige hyppigt skrevet af kvinder og mænd, og forfatteren kan både være en velformuleret person eller være primitiv og dårligt formulerende. Nogle af brevene er ligefrem morsomme.
Jeg har læst denne bog med betydelig interesse og vil anbefale den til alle, som er nysgerrig efter at snage i sindets kroge og afkroge.