Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Erik Storey: Intet mindre end døden
Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen
Jentas 2018
384 sider
Pris 300 kr.
Erik Storey har været rancharbejder, vildmarksguide, hundeslædekører og jæger, og dette er hans debut som forfatter. Man må sige, at han har forudsætningerne for at kunne skrive denne bog, og han har faktisk gjort det godt. Det er en tju bang bog med masser af slagsmål og skuddueller og en hel del døde. Hovedpersonen er Clyde Barr. Han er amerikaner men har været væk fra USA længe, sidst i et mexikansk fængsel. Nu er han tilbage mod Colorado, han har fået et kort telefonopkald fra sin søster, hvor hun beder ham komme og hente hende. Og det er alt det han ved. Men folk i nød, dem er han altid mand for at hjælpe, og da især når det drejer sig om søsteren. Han allierer sig med en pragtfuld kvinde, Allie, som har prøvet det meste. Hun bekymrer sig ikke om fortiden, den er jo forbi, og fremtiden kender vi ikke, så hun lever i nuet, hvor hun er en sund og hjælpsom kvinde. Clyde finder ud af, at søsteren, der arbejder med kemikalier, er blevet bortført af superskurken, der har en narkotikafabrik og en hel hær til at beskytte sig langt ude i bjergene. Så nu skal Clyde ene mand bryde ind på den svært bevogtede fabriks område og stjæle søsteren med hjem. Det bliver ikke nemt, og det går ikke stille for sig, der er action for alle pengene, og bogen er både fængslende og spændende, men den er ikke spor realistisk. Det gør ikke noget, man er voldsomt underholdt