Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Anne Knudsen: Hvor jeg var barn var der isbjørne
Lindhardt og Ringhof 2018
240 sider
Pris 299 kr.
Anne Knudsen er antropolog og Dr. phil. Hun har tidligere været chefredaktør på weekend avisen, og hun har en fortælling til os om det at være barn på 6 år i Grønland i halvtredserne på et af verdens barskeste steder: Østgrønland. Hendes far var kommunaldirektør i Tasilaq, moderen var hjemmearbejdende med de to børn. De havde et hus at bo i, et træhus, hvor wc var en spand, der blev tømt en gang om ugen, vand var noget de fik fra en tankbil til en tank i huset. Det er rigtigt, der var mange isbjørne, som blev jagtet af fangerne, og der var sæler samt hvaler, og så var der klimaet. Der var mørkt det halve år med masser af sne, der lå i driver op til husets tag. Der var storme, som flyttede huse, og som var umulige at færdes i, de kaldtes piteraq. Og så var der alle hundene. Det var ikke kælehunde men store slædehunde, der var nødvendige for jagten. Anne Knudsen skriver varmt om det hele, hun elskede det til trods for det primitive liv og det barske klima. Befolkningen var fangere, og de var dygtige til at læse vejret og isen, og de behandlede deres hunde godt. Jeg har selv boet i Grønland i begyndelsen af halvfjerdserne i Upernavik et par år. Det er også øde og mørkt det halve år. Vores storme var ikke så voldsomme, og vi fik ikke så meget sne. Men ellers synes jeg ikke der er sket de store ting fra Anne Knudsens halvtredserne. Vi boede i træhus med wc som en spand og vand i en tank, det var smeltevand fra isen, for der var ikke ferskvand i Upernavik. Alkohol var et stort problem – nok det største problem de havde. Så var der danskerhadet og sprogbarrieren. Men personligt agtede jeg den ædru grønlænder højt. Hvad der er sket siden, ved jeg ikke. Læs Anne Knudsens bog og bliv varm om hjertet, det har ikke været noget nemt liv.