Arthur Krasilnikoff har skrevet en roman om drengen Astur, der er mellem 3 og 9 år gammel og bor i Thorshavn på Færøerne.
Roman og roman.
Der er ingen handling, få pointer, ingen egentlig personkarakteristik, men Krasilnikoff maler med lyrisk sprog I I I fortryllende, korte ordbilleder om hændelser i Asturs hverdag og rørelser i Asturs sind. Erindringsbilleder fra en barndom.
Nu er Krasilnikoff ikke nogen årsunge, han er tæt på folkepensionsalderen og har en livslang skrivetradition. Bøgerne: "Som landet ligger" og "Lindas tid" har indtil nu været hans hovedværker. Nu har han så gjort denne lille perle, denne genistreg.
Kan en aldrende forfatter troværdigt skrive om barnets sind? Kan en aldrende anmelder vurdere om det er lykkedes? Krasilnikoff har i hvert fald i den grad forført mig til at tro det, at jeg vil råbe ja, ja, ja, op i et af forfatterens billeder:
"Det må have været den skæreste blå himmel af det tyndeste papir. Skyer hang på himlen som hvide strejf af en engels vinge.
Krasilnikoffs lyrik er smuk og let, den kammer aldrig over og bliver krukket eller klam. Hverdagsbillederne står knivskarpt for læseren og skaber rækker af tanker tilbage til egen barndom. Hvem er Astur? En dreng…. Det kunne være mig. Og gud, det er ham der straffer mig for at have stjålet pengene i sparebøssen til at købe bolcher for ved at fjerne bolcherne fra det sikre gemmested, som jeg har valgt.
Men nej, jeg kommer ikke ind i himmerige.
Præsten fortæller os i dåbsritualet, at hvis vi ikke bliver som små børn igen, ja så bliver vi altså afvist i paskontrollen. Jeg er nu lige så egensindig, arret, kroget, speget og kringlet, som årene har gjort mig, nøjagtig som jeg var, før jeg læste denne bog. Jeg blev altså ikke som et lille barn igen. Men gennem nogle timer føltes det – befriende – så ganske og aldeles———— som om.