Hans Otto Jørgensen: Hestenes øjne
Gyldendal 2008
189 sider
Pris 199 kroner
Den anmelderroste forfatter Hans Otto Jørgensen har med ”Hestenes øjne” skrevet en selvbiografisk roman. Fortælleren er i tredje person, en dreng ved navn Hans Otto, som vokser op ude på landet nær ved Limfjorden. Faderen er landmand og indremissionsk, hvilket gør familien anderledes end de øvrige familier. Denne anderledeshed stikker dybt hos Hans Otto, som er en fintmærkende og meget følsom lille dreng. Læseren følger Hans Ottos opvækst i et hjem, hvor Gud, ifølge faderen, ser alt, og romanen skildrer indgående drengens forhold til især faderen og fasteren. Vi har at gøre med en udviklingshistorie både på det ydre plan i forhold til landbruget og på det indre plan, hvor Hans Otto, på trods af og i trods til omgivelsernes tryk, kæmper for at finde sig selv og træde i karakter som et fuldbårent menneske. Forfatteren behersker et suverænt prosa, hvor sproget nærmest følger fortællerens vejrtrækning: ”Og gødningsklatterne og fluerne hører til, og duerne hører til, maddikerne og grævlingen og grævlingegraven hører til, og smørblomsterne og skovstjernerne og det dunkle i skoven hører til, kaprifolierne og de slanke stammer, underskoven og de sartgrønne grene og indhegningen og brombærrene ud under tråden”. Opremsningen, markeret af de mange kommaer, tilføjer noget forpustet og ekstatisk til det beskrevne, og Hans Otto er også så glad, at han næsten ikke kan trække vejret, for han må have alting med i sin elskede fasters paradis. Netop fasterens hjem og livsstil står i stærk kontrast til drengens liv med faderen og moderen. Hjemme hersker forsagelse, pligt og mådehold, hos fasteren folder det ucensurerede liv sig ud i al sin mageløse mangfoldighed. Fasteren er doven, afslutter aldrig et gøremål, men hun er konkret til stede med sit kærlige sind – ligesom Jesus er konkret, og ifølge hende spiser kiks og bananer. For faderen er Jesus den strenge dommer, og hvad kærlighed angår, er faderen mere omsorgsfuld over for køerne end over for sin egen søn. Romanen begynder ved farmoderens død sidst i 1940’erne, hun var i øvrigt selv et billede på lidelse, og slutter med hans elskede søsters død i 1993. Det er ikke tilfældigt, at rammen om romanen er lidelse og død med de faste følgesvende af skyld og skam. Som dreng kom Hans Otto ved et uheld til at forårsage, at søsteren fik slået sine fortænder ud. I alle årene efter sloges han med en skyldfølelse, og helt urimeligt tænker han, at dette uheld gjorde, at søsteren senere udviklede kræft. Der er ingen romantiseringer i romanen, sproget er nøgternt, men også med poetiske strejf i de sansemættede skildringer af naturen. Bogens credo er, at den livsbagage, man som menneske bærer med sig, har sin tyngde i barndommen: ”Det er måske banalt, men jeg tror, det er de ting, der overgår et menneske, der skaber det menneske. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, danner personen. Hvad stiller man op med alle de år”.