Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Ane Riel: Harpiks
Tiderne skifter 2015
256 sider
Pris 289 kr.
Ane Riel har lavet et pletskud her. Vi får et portræt af en usædvanlig familie bestående af farmor, far, mor, datteren Liv og sønnen Carl, som kun Liv kan se. Bogen starter med et udsagn, der vil noget: Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Han gør det ikke af ondskab men af kærlighed til sin datter og sin kone. Familien lever i en losseplads med udtjente vaskemaskiner, gamle cykler, radioer og TV, bildæk og alskens ragelse, som faderen kører hjem på sin ladvogn dels fra lossepladsen, dels fra tyverier, som han konstant begår, og som han opdrager Liv til. Inde i huset hersker kaos, man kan kun gå på smalle stier for ragelse. Der er rotter og kaniner og umådeligt beskidt. Faderen er ellers dygtig med sine hænder. Han kan snedkerere de kønneste ting og reparere næsten hvad som helst. De bor på en halvø, der stikker ud fra en større ø, men da Liv kommer i den alder, at hun skal i skole, iscenesætter faderen Livs druknedød, så hun slipper for skolen, men han må så spærre sin ejendom af og udlægge fælder, så ikke nogen kan komme og opdage Liv. Det går bare nedad for familien. Faderen lader sit skæg vokse vildt og håret også. Han vasker sig aldrig. Moderen æder sig så fed, at hun næppe kan være alene i dobbeltsengen og da slet ikke komme ud af soveværelset. Det er en pragtfuld roman. Den er minimalistisk skrevet, og man læser den med tungen hængende ud af munden. Og det er slet ikke af ondskab, at faderen kvæler moderen med en pude – det er af kærlighed. Jeg har længe ikke læst noget bedre end dette. Læs den, læs den.