John Ajvide Lindquist: Håndteringen af udøde
Oversat af Jesper Klint Kistorp
Forum 2008
322 sider
Pris 299 kr.
Dette er forfatterens anden bog, og det er der kommet en rigtig god roman ud af.
Vi er i Stockholm og der er hedebølge. Pludselig går der kludder i de elektriske apparater, det er ikke muligt at slukke for dem. En intens hovedpine følger med hos alle. Da dette fænomen klinger af begynder de døde at vågne op. Hvad gør man, når de døde pludselig vågner og vil hjem? De fleste er jo i en græsselig forfatning med forskellige forrådnelsesstadier.
Vi følger 3 familier, hvis døde genopstår. De er ikke voldelige men jo ekstremt ulækre, og de tvinger os til at omdefinere begrebet liv, for de har ingen hjerteaktion og trækker heller ikke vejret. Kontakten med de ”omdøde” er begrænset, men de reagerer på stimuli fra de levende.
Denne bog giver en diskussion om sorg og livet efter døden kombineret med en spændende historie. Jeg venter utålmodigt på, hvad forfatteren finder på næste gang.