Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Lee Child: Hårdt prøvet
Oversat af Jakob Levinsen
Forlaget Jentas 2018
421 sider
Pris: Set til 210 kr.
Lee Child har her udgivet sin tyvende roman om alle tiders helt: Jack Reacher. Den lever fuldt ud op til alle de andre Reacherbøger. Og hvem er så Reacher? Han er tidligere soldat, men nu strejfer han rundt stort set over alt i USA. Han rejser let, har kun sin tandbørste i lommen, og når tøjet bliver beskidt smider han det ud og køber nyt tøj. Han kan ikke stå for folk i nød, han blander sig, og det er ofte både hårdt, blodigt og spændende. Således også i denne bog. Han er på vej tværs gennem USA med toget men stiger tilfældigt af i den lille by Mother’s rest, der ligger glemt ude i intetheden blandt uendelige hvedemarker. Her møder han en kvinde, en tidligere FBI agent, der leder efter sin kollega, som er forsvundet, formentlig i denne lille by. Men han kan ikke findes. Tonen i byen er spændt, det er ikke velset, at nogen leder efter nogen. Reacher lægger mærke til, at personer kommer med toget, drager ind på hotellet, bliver hentet næste morgen af en fornem bil uden nummerplader, og derefter ses de ikke mere. Reacher stiller spørgsmål og bliver jaget ud af byen, men lur mig om han ikke kommer tilbage for at finde ud af, hvad der foregår. Bogen er spændende. Vi kommer langt omkring også i det dybe internet, og løsningen er plausibel nok. Reacher ligner heldigvis sig selv, og det er positivt ment. Lee Child må godt skrive bog nr. 21 om ham.