Anmeldt af Eline Andersen
Josefine Ottesen: Golak – Det døde land
Høst og Søn 2008
328 sider
Pris 199 kr.
Golak er det første bind i trilogien Det døde land. Her stifter vi bekendtskab med Jonah, som desperat forsøger at finde ud af, hvem han er, hvor han kommer fra og hvad ”Det store sammenbrud” helt nøjagtigt dækker over. Jonah bor i en forfalden bjerglandsby, hvor et ældreråd hersker, og hvor indbyggerne ikke må omtale fortiden, men skal finde trøst og tryghed i hårdt arbejde i marken.
Dette er en meget dyster fremtidsroman, som skildrer et muligt scenarium efter vores computeralder. Her må menneskene til at redefinere sig selv, deres tro og deres ødelæggelser.
Jeg læste Golak højt for Magnus på 13 år og Hjalmar på 12. De var meget begge grebet af fortællingen, men også til tider skræmt af de barske fortællinger. Magnus skal helt sikkert ombord i de to næste bind, mens Hjalmar ikke helt er sikker på, at han tør høre mere.