Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Jeannette Walls: Glasslottet
Oversat af Alis Friis Caspersen
Hr Ferdinand 2011
389 sider
Pris 299 kr.
Jeanette Walls erindringer om sin barndom og opvækst er så
aparte og barske, at det gør ondt indeni. Tre år gammel kogte hun pølser på et
gaskomfur, der gik ild i hende og hun blev slemt forbrændt, men hendes far
bortførte hende fra hospitalet, og få dage senere kogte hun pølser igen. Stor
pige sagde mor. Familien var altid på farten på flugt fra myndigheder og kreditorer.
Somme tider gik børnene i skole, og somme tider blev de undervist af mor og
far. Begge forældre var velbegavede, faderen var nærmest et teknisk geni, og
moderen malede og skrev. Penge havde familien sjældent, og det var dagens
orden, at der ikke var hverken mad eller tøj – børnene måtte stjæle mad fra
skraldespandene, og naturligvis var der ikke noget, der hed jule- og fødselsdagsgaver,
børnene fik i stedet en stjerne fra nattehimlen, som måtte være helt deres
egen. Faderen var alkoholiker og blev voldelig når han drak, hvilket han gjorde
stort set konstant. Nomadelivet endte i faderens hjemby, et lille hul i jorden,
hvor de boede i et lille skur med regn gennem taget uden at have råd til noget
at fyre med. Børnene gik for lud og koldt vand. Midt i alt det desperate er
bogen gennemsyret af en kærlighed fra forældrene til børnene og fra børnene til
forældrene. Børnene syntes, at deres barndom var ganske normal, og de var
temmelig gamle, før de kunne se familien udefra. Hvordan er det da gået disse
børn? Det er gået godt. Jeg tror, det skyldes kærligheden.