Anmeldt af Lisbeth Ahnfeldt
Hermann Hesse: Frans af Assisi
Oversat af Annette Petersen
Kristeligt Dagblads forlag 2016
121 sider
200,00 kr.
Her er en lille, lysegrøn bog. Det er en passende farve til en bog, der handler om Frans af Assisi født 1182. Den hellige Frans af Assisi kender de fleste, det var den ydmyge munk, der kunne tale med fuglene. Ellers ved man ikke så meget om ham, men nu er Hermann Hesses bog ”Frans af Assisi” fra 1904 oversat til dansk fra tysk. Her fortæller forfatteren historien om rigmandssønnen, der forsagede verden og blev omvandrende tiggermunk. Han øste af sit milde sind til mennesker og dyr. Han tog sig af de spedalske og andre syge. Efterhånden sluttede flere og flere sig til ham. Senere oprettedes Fransiskanerordenen. Frans døde 46 år gammel. Knap 2 år efter sin død blev han helgenkåret. Det er en meget betagende historie illustreret med renæssance kunstneren Giottos smukke fresker.