Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Paul Verne: Fra Rotterdam til København
Oversat af Lejf Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag 2017
112 små sider
Pris 125 kr.
Paul Verne var Jules Vernes lillebror, ham med alle de prægtige og spændende romaner, eks Fem uger i ballon, en verdensomsejling under havet, Jorden rundt på 80 dage, Slottet i Karpaterne og mange flere. Paul var med på broderens rejse fra Rotterdam til København i 1881 i Jules Vernes smukke lystyacht Saint-Michel III. Paul levede fra 1829-1897, han var sømand og meget knyttet til sin bror, men denne rejse var speciel. Skibet var så langt, at det ikke kunne være i slusekamrene i Eiderkanalen, og de måtte afmontere bovsprydet for at få det til at gå. Beskrivelsen af rejsen er både morsom, oplysende og poetisk. Vi får skildret selve kanalen, Kiel, og så ikke mindst København og Helsingør. Der er illustrationer som tegninger, der for mig at se er meget præcise og gode, og vi får krydret opholdet i København med anekdoter om blandt andet den engelske flådes besøg. Jeg under alle at læse denne lille bog, læs den og giv den som værtindegave eller som fødselsdagsgave, den har været en fryd at læse.