Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Andrea Levy: En lille ø
Oversat af Michael Alring
Forlaget Verve 2012
592 sider
Pris 349 kr.
Andrea Levy er en af Englands bedste forfattere. Denne bog
er et pragteksemplar på skrivekunst, og derfor fik den også hele tre
prestigefyldte priser, da den udkom i England i 2004. Levy selv er barn af et jamaicansk
ægtepar, der emigrerede til England i 1948, så hendes baggrund for at skrive
denne bog er i orden. Vi er før, under og efter anden verdenskrig. 4 stemmer
fortæller beretningen, idet de skiftes til at fortælle. Der er Hortense, som på
Jamaica i 1948 noget forhastet gifter sig med Gilbert, hvorefter han tager til
England for at forberede deres liv sammen der. Da Hortense kommer til England
er intet som hun drømmer om. Boligen er et svinsk hummer, og selv om hun er
veluddannet kan hun ikke få arbejde i England, der er det med farven. Der er
Queenie, som er værtinde i det hus, hvor Hortense og Gilbert bor, hun giftede
sig før krigen med Bernard, en stiv bankmand, som meldte sig til RAF under
krigen og kom til Indien men ikke dukker op umiddelbart da krigen slutter.
Disse fire er historiens akse. Det er rørende, tragisk, betagende, levende med
en let humor, der gennemsyrer bogen. Alle 592 sider er dybt vedkommende, man
læser om disse mennesker og deres problemer så opslugt, at man næppe fatter, at
nu er bogen slut. Den kan varmt anbefales.