Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Michael Katz Krefeld: Dybet
Lindhardt og Ringhof 2016
401 sider
Pris 300 kr.
Michael Katz Krefeld skriver hårdtslående krimier. Hans helt hedder Ravn, og han bor med sin hund Møffe i en sejlbåd, der ligger i Kristianhavns kanal. Krefeld har tidligere skrevet tre bind i serien med Ravn, og dette fjerde bind ligner de tre andre, men har naturligvis en anden handling. Ravn bliver kontaktet af en mand, Morten, som for 17 år siden var med til at mishandle en lille pige til døde. De var to om det, den anden, Kasper, har lige som Morten skiftet identitet og er under et vidnebeskyttelsesprogram, da de har været udsat for trusler, efter at de er blevet løsladt. Morten mener, at en række grimme forbrydelser i nutiden bærer Kaspers mærke, og han vil finde Kasper og neutralisere ham. Ravn er ikke meget for det, han bliver kontaktet af mange skøre individer, der forestiller sig mærkelige ting, men han bliver alligevel fanget af sagen og går i gang. Det bliver en hæsblæsende jagt, de skal finde en mand, som de ikke ved, hvad hedder, eller hvor han bor, men naturligvis skal det nok lykkes dem, og så bliver det rigtig grimt. Bogen er som alle Krefelds bøger velskrevet, og den er også spændende, lige egnet til en mørk week- end. Og når femte bind kommer, vil jeg også læse den.