Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Mikkel Birkegaard: Fra Drømmenes bog
C&K forlag 2012
443 sider
Pris 300 kr.
Hvis man er til eventyr, skrøner og gode fortællinger, så er
denne bog formentlig noget for dig. Vi er i 1846 i København. Fortælleren er en jeg fortæller på 17 år uden navn, og den anden hovedperson er Mortimer Welles, en engelsk
gentleman, der har slået sig ned i et fireetages bindingsværkshus, hvor han
driver pantelånervirksomhed, restaurerer bøger og samler på bøger. Der er et
bogministerium, der laver lister over forbudte bøger og nidkært via et
bogpoliti kontrollerer, at de forbudte bøger destrueres. Jeg-fortælleren er
faderløs, ludfattig og bliver af Welles taget op af rendestenen som medhjælper
for kost og logi. Der er noget Sherlock Holmes og dr. Watson over det, noget Raffles
og noget Umberto Eco, for Welles er lidt af en amatørdetektiv. Det siges, at
der findes et hemmeligt bibliotek, som indeholder alle bøger, også de forbudte,
men det er tys, tys, tys, og man skal være inviteret til at få adgang.
Bogpolitiet har aldrig kunnet finde det, men vores jeg-fortæller er inviteret
af sin afdøde far, og han finder vej til biblioteket, som ikke er fysisk men
virtuelt, en slags parallelt univers. Det skulle jo så være godt, ytringsfrihed
og alt det der, men der er en pris, en høj, umenneskelig pris, som vores to
hovedpersoner ikke mener kan betales. Dette er en spændende og velfortalt bog,
som viser et København for 160 år siden, og som fænger kraftigt, hvis man som
jeg er til gode eventyr.