Dødevaskeren

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Sara Omar: Dødevaskeren

Politikens forlag 2017

336 sider

Pris 300 kr.

Sara Omar er kurder, men hun har boet i Danmark siden 2001, hvor hun var 15 år gammel. Hun har klaret sig godt i Danmark, hvor hun læser statskundskab og sidder i flere bestyrelser i kvindeorganisationer. Hun har tidligere udgivet digte, men denne bog er hendes romandebut. Det er et brag af en debut. Bogen starter på Skejby sygehus, hvor pigen Frmesk nu som 30 årig er indlagt og opereret, for hvad ved vi ikke. Her har hun samtaler med en medicinstuderende kurdisk pige, der har en stærkt besidderisk far, som kontrollerer hende uafbrudt og vil have hende gift med en fætter. Frmesk er født i Kurdistan i 1986 i et fundamentalistisk islamisk miljø. Hun var uønsket af faderen, som ville have en dreng, og den lede far truede med i alvor at grave hende levende ned i jorden. Moderen turde ikke have pigen hos sig, hvorfor mormoderen trådte til og overtog den lille pige. Mormoderen var troende islamisk, og der var ingen grænser for, hvor megen kærlighed, den lille pige fik. Vi følger Frmesk til hun i 1991 fylder fem år. Det er fem år mættet med vold og krig, hvor bombardementer i byen næsten er dagligdags. Islam og Allah betyder alt. Døde kvinder, og dem er der mange af, skal vaskes tre gange for blod og snavs i henhold til koranen, før de kan begraves, og ingen andre vil befatte sig med dette end Frmesks mormor, hun er altså dødevasker, ikke nogen smigrende titel. Det er en fantastisk bog, så fremmedartet og uhyggelig, at man spørger sig selv: Kan dette være virkelighed i vore dage, og man tror på, at det er det. Jeg læste den ud i en køre og takker forfatteren for det indblik i den islamiske kultur, den har givet mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *