Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Peter H. Fogtdal: Det store glidefald
Turbine 2017
333 sider
Pris 300 kr
Peter Fogtdal er oprindeligt dansker, men han er nu bosat i Oregon, USA. Han har senest udgivet Det egyptiske hjerte, der lige som denne roman kredsede om det spirituelle. I denne bog er reklamemanden Nick træt af at brande firmaer, han vil finde virkelige værdier, hvorfor han er rejst til Indien. Hans møde med Indien viser et larmende kaotisk samfund med skrald og dunster fra biler, motorcykler og larm fra Tuk-Tuker. En spændende taxachauffør kører ham ud til den ashram, han skal besøge, og der møder han den superhellige guru Sri Bhakti, som fremtryller Omegaure, som han forærer de tilbedende. Guruen gifter også de tilbedende med en partner, som guruen finder, Nick giftes med Mindy, et stormfyldt ægteskab, som næsten er dømt til skilsmisse. Jeg har aldrig været i Indien, men billeder, fortællinger og film bekræfter for mig, at en Indisk by er som her beskrevet, et helvede af mennesker, larm, løsgående køer, handlende, der falbyder alt til ingen penge, permanent smog og dunster af lort og benzin. Ashramen er som forlaget selv skriver en blanding af Nordkorea og paradis. Bogen er fuld af humoristiske elementer, som jeg har nydt, og jeg vil gerne anbefale den til andre, som har lyst til at finde livets sandhed tolket af en karismatisk tryllekunstner.