Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Dean Koontz: Det stille hjørne
Oversat af Jan Bagge-Nielsen
Forlaget Egolibris.dk
572 sider
Pris 259 kr
En spændingsroman står der på omslaget, og det er lige præcist hvad bogen er. Forfatteren er ikke ny i denne genre. Han har ligget på bestsellerlisten i New York før og gør det her med en første plads. Det er også spændende, hvad han skriver. Jane Hawk er en slagkraftig kvinde, FBI ansat men nu på orlov i forbindelse med, at hendes glade mand uden motiv har taget sit eget liv. Han har efterladt et brev, hvor der står: Jeg har virkelig behov for at være død. Jane vil nu finde ud af, om andre føler det samme behov og begår selvmord. Og hun samler en række kendte, der uforklarligt også har taget deres eget liv. Jane føler sig forfulgt og beslutter at gå i det stille hjørne. Det vil sige ingen mobiltelefon, kun en engangstelefon, der smides væk efter et enkelt opkald. Ingen bærbar computer. Ikke nogen mobil pay men kun kontanter, må ikke hæve penge i banken. Alle disse ting kan spores og afsløre, hvor hun er. Og hun er tit på grænsen til at være kriminel. FBI vi gøre alt for at få fat i hende, men hun vil ikke findes, hun vil finde bagmanden til selvmordene. Så går der science fiction i det med programmering af menneskehjerner, og det er ret så uhyggeligt. Historien er blændende fortalt, og man slipper nødigt bogen, når man først er begyndt -så god læselyst.