”Det var mere et brøl fra et sygt dyr end et skrig fra et menneske. Det var så lang tid siden han havde hørt denne forfærdelige spøgelsesagtige brægen, at han begyndte at svede så skjorten klæbede til ryggen. Han tabte stokken og mærkede en smertefuld krampe fra halsen ned i brystet. Nu … gik hans hjerte i stå”. Oldingen Anton går rundt på sin slægtsgård Oppgården, hvor han bogstaveligt talt overfaldes af fortidens smertefulde begivenheder og situationer. Den ottende bonde begynder i fortiden, hvorefter den veksler imellem fortid og nutid. Denne vekslen levendegør handlingen og laver forstørrede nærbilleder af de tragiske begivenheder i Antons liv. Bent Haller har skrevet en skæbnefortælling om en drengs forhold til sin mor. Og hvilken mor! Hun er et monster af grådighed, iskold kynisme, hykleri og beregnende snuhed, og det, der virkelig får læseren op af stolen, er de grænseoverskridende og kriminelle handlinger, hun foretager. Hendes eneste begær er at blive siddende på Oppgården som den uindskrænkede ejer, og intet får lov at stå i vejen for dette. Heller ikke sønnens lykke. Dermed er romanen i høj grad en skildring af ondskab. Lykkestunder i Antons liv er kærligheden til pigen Ingeborg, de venter sammen et barn, men moren griber nådesløst ind – hvordan skal ikke røbes her. Tonen i bogen er lavmælt, selv de mest forfærdende situationer beskrives nøgternt og lige på: ”Sven (karl på gården) klagede konstant over tandpine. Far havde renset hans tænder med petroleum. Det hjalp ikke. De tænder skulle nok ud” (s.24). Romanen er desuden spækket med stærke sansninger af naturen, som især Anton har blik for. Men også det grimme, både det fysiske og det moralske, har en fremtrædende plads i bogen. Midt i denne ellers realistiske fortælling har Haller indlagt nogle fantastiske elementer, bl.a. ser den døende Anton sine afdøde slægtninge lyslevende for sig og taler med dem. Disse spøgelser kommenterer indimellem handlingen, hvilket giver perspektiv og dybde i det fortalte – og humor. Romanen tilbyder læseren en skildring af et 90-årigt langt liv som bonde i det nittende århundrede, og samtidig er den også et tidsbillede og et stykke kulturhistorie. Tiden er omdrejningsfaktoren; hvad gør den ved os? Læs bogen og bliv klogere på det liv, som tiden bærer frem. Og den ottende bonde – hvem pokker er han? Det må læseren selv finde ud af.