Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Robert Galbraith: Den hvide død
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt
Gyldendal 2018
672 sider
Pris 300 kr.
672 sider pragtfuld og spændende litteratur. Intet mindre. Galbraith er Rowlings forfatternavn i denne bog, forfatteren til alle Harry Potter bøgerne, og har nogen slået sit forfatternavn og talent fast med syvtommersøm,så er det Rowling- Galbraith. Denne bog er en kriminalroman med hendes tidligere helt Strike Cormoran. Cormoran har i Afganistan fået sprængt sit ene underben af af en vejsidebombe. Han har kroniske problemer med benstumpen og protesen, er overvægtig og stort set usoigneret. Han elsker øl og cigaretter, og så har han en evne til at gennemskue komplekse sammenhænge som er enestående. Hans partner Robin, som han fyrede i sidste bog gifter sig ulykkeligt med Matt – og fortryder. Naturligvis finder hun tilbage til Strike, og de to har et fantastisk samarbejde. I denne bog bevæger vi os i den engelske overklasse, som naturligvis er på fallittens rand og slår sine folder i den engelske regerings overhus. En minister myrdes, eller er det selvmord, og hans kone, som er en usympatisk krukke, der samler på rideheste og er kronisk utro, mistænkes for mord. Der er mange flere krøller på den historie, men det er Strike og Robin, der er hyret af enken, som fører i efterforskningen, som er meget kompleks. Som noget enestående i denne genre er Strike gode venner med politiet. Jeg kan ikke give roser nok til denne bog. Den er fantastisk fortalt, og selv i detaljerne følger forfatteren små ting til dørs og giver en forklaring på hver en hændelse. Det må have været et puslespil af de svære at skrive den og det er lykkedes over al måde.