Marianne Larsen har gjort det igen. Med en stilsikker lyrisk pen har hun beskrevet en dag i en femårig piges liv. Man er med fra første side og frydes helt ind i sin mave over sprog og indhold:
”Rigmors stemme lyder fin, som om den lige er blevet vasket og skal i byen.”
På denne måder kravler vi ind i pigens hoved og lever dagen med hende. I bogen er hun anonym, hedder bare unge, og det, hun oplever, er ganske dagligdags ting, men man er alligevel fanget, så jeg greb mig i at tænke: Nu må jeg da få et navn.
Vi er formentlig i halvtredserne. Telefonen er ganske ny, der er ikke fjernsyn og heller ikke computer.
Den navnløse pige kunne være Marianne Larsen selv, der på denne måde skriver sine erindringer om denne dag, eller det kunne være en hvilken som helst pige. Hun er forelsket i livet, og hun rammer med sit sprog klokke rent den ganske lille forskel der er mellem barnets sprog og lyrikkens sprog.
”Man skal aldrig lyve, så kan man nemlig ikke huske, hvad man har løjet om før.”
Så pragmatisk, så pragmatisk, og det er ikke engang løgn.