Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Garth Risk Hallberg: Byen brænder
Oversat af Mich Wraa
Lindhardt & Ringhof 2016
1172 sider (e-bog)
Pris 209 kr
Dette er et brag af en bog, oven i købet skrevet af en debutant. Der er en meget tynd gennemgående historie: Hvem skød og dræbte Pam ved en metrostation nytårsaften 1977. Det er ikke vigtigt, Pam er bare en af de mange personer, som vi møder her, og som samlet giver et fremragende billede af kulturen i New York med depraverende, deprimerende overtoner. Vi møder søskendeparret Regan og William. De er ud af en økonomisk stærk familie, og Regan arbejder i familieforetagendet, mens William har slået hånden af sin far og er billedkunstner og bøsse. Han lever i en periode sammen med Mercer, der er sort og underviser på en skole. Mange andre personer dukker op, og de er gennemgående bøsser og kunstnere. Miljøet blandt disse personer er trist og fattigt. De bor på loftetager med skrammel som møbler, de tager amfetamin og hash og drikker meget øl. Deres musikkultur er avanceret og udleves på diverse barer. Byen er beskrevet i detaljer, og det er fremragende gjort, men det er ikke noget smukt billede. Det flyder med affald, coladåser og øl, der er ildebrande spredt i byens affaldsdynger, og sårbarheden udstilles med en strømafbrydelse, der vist er rigtig nok. Dette her er et værk, man sent glemmer, man klistrer til siderne der elegant skildrer miljø og personer. Sproget er smukt og flydende, og efter 1172 sider greb jeg mig selv i at tænke: Jeg vil have mer.
Et minus er, at min e- bogslæser (Touch Lux 3) fire steder i bogen viste mig blanke tomme sider over 10 sider hver gang. Jeg kan regne ud, at det må være billeder, som den ikke ville kendes ved.