Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Knud Simonsen: Brunkul, børster og baroner
Hovedland 2012
348 sider
Pris 180 kr.
Knud Simonsen er uddannet arkitekt og har studeret
kunsthistorie. Han har ernæret sig ved flere forskellige erhverv, og han
debuterede som forfatter i 2005. Denne er hans tredje roman. Forlaget kalder
romanen en dokumentarisk roman om Danmark i 1940’erne, og det er lige præcis
det, den er. Der var krig, tyskerne kunne bruge deres kul selv, så Danmark
manglede brændsel til samfundets energikrævende institutioner og privatboliger.
Tørv kunne bruges men var ikke så godt som brunkul, der var sværere at grave
ud, fordi det lå under et varierende lag af sand, der skulle graves væk, før
kullene kunne brydes med hakke og skovl.
Brunkul var ikke så godt som stenkul, der i fredstid blev importeret. Ved Søby ikke langt fra Herning var der rige brunkulsforekomster, og her dannedes et samfund i samfundet af – børster og baroner. Folkene boede i hvad som helst, skure flikket sammen af gamle brædder og blikplader, hønsehuse, en udtjent rutebil. Der var en primitiv købmandsforretning, flere udskænkningssteder, og arbejderne var ofte på flugt fra sølle kår i samfundet, lykkeriddere, der ville have hurtige penge, flygtning fra østfronten, skattevæsenet eller politiet. Myndigheder som politi og skattevæsenet var ukendte og hadede, økonomien sort- som kul. Vi følger romanfiguren Martin Rask Jensen, der egentlig drømmer om at få sin egen gård. Han kan holde sig fra druk, spil og de mange
løse damer, og det går ham godt. Han får sit eget leje, får hyrede folk og
tjener kassen, penge som giver ham problemer, da pengeombytningen kom efter
krigen. Det er en god og læseværdig bog. Karaktererne er skarpt tegnede og
handlingen fængslende, men der er ingen indviklede plot, det er skrevet, som
det sandsynligvis var, og det er bogens styrke, Danmarkshistorie, som når det
er bedst.