Auschwitz og efter

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Charlotte Delbo: Auschwitz og efter – erindringer

Oversat af Troels Hughes Hansen

Gyldendal 2019

422 sider

Pris 300 kr.

Dette er en meget vigtig bog. Den fortæller, hvor onde mennesker kan blive, hvis omstændighederne er til det. Charlotte Delbo var gift, boede i Paris, hvor hun deltog i en kommunistisk ungdomsbevægelse. I 1942 blev hun og hendes mand arresteret af tyskerne. Hendes mand blev skudt, og hun selv blev fragtet til Auschwitz, en af de værste koncentrationslejre, tyskerne havde. Forholdene var elendige. Fangerne sov i blokke på de bare træbrædder, kosten var værre end elendig, et krus vand om morgenen, en tynd suppe midt på dagen og et stykke brød om aftenen. Dagen gik med hårdt fysisk arbejde, for eksempel skulle de med en skovl grave grøfter ud af tung lerjord. Hvis de ikke arbejdede hårdt nok, fik de pisk af sadistiske kvindelige lejr soldater. Naturligvis tabte kvinderne sig meget i vægt, og de var desperate for at få en mundfuld vand eller en bid af en af de andres brød. Der var lus og tyfus samt en evig frygt for at havne i krematorieovnene, hvor der krigen igennem blev dræbt tusinder og atter tusinder, både jøder og andre. Mændene i lejren hører vi ikke meget om, de levede for sig, og kontakt mellem mænd og kvinder var forbudt. Kvinderne fandt naturligt sammen med andre kvinder, så de var fem, som holdt sammen og støttede hinanden. Da befrielsen kom, blev lejren åbnet og de kunne alle gå, hvorhen de ville. Men det var heller ikke nemt. Delbos familie i Paris var dræbt, alle havde svært ved at skaffe sig mad og finde husly. Delbo kom sig aldrig over årene i fangelejren, men hun lærte at leve med det og skaffe sig et liv. Hun døde 72 år gammel. Det er en meget stærk bog. Hun har også i andre bøger skrevet om dette her, og hun er en god skribent, læs hende og bliv klog på, hvad Auschwitz var.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *