Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Anna Funder: Alt hvad jeg er
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt
Gyldendal 2012
396 sider
Pris 300 kr.
Anna Funder ved noget om Tyskland og tysk historie. For ti
år siden gravede hun sig ned i Stasi-arkiverne i Berlin og skrev bogen
Stasiland, som blev prisbelønnet. Nu har hun så gjort det igen, lavet en særdeles
grundig research og skrevet den dramadokumentariske roman Alt hvad jeg er.
Langt de fleste af bogens personer er historiske skikkelser, som indtog den
plads i samfundet, som hun beskriver: Ernst Toller, Ruth Wesemann, Hans
Wesemann, og Dora Fabian. Disse fire er bogens akse, og de er en lille gruppe
intellektuelle, venstreorienterede, som i tredverne blev forvist som flygtninge
fra Tyskland og slog sig ned i en taglejlighed under beskedne kår i London.
Herfra forsøgte de at fortælle samfundet, at Hitler var et onde, at han kun
havde det mål at starte en krig og derfor i det skjulte oprustede voldsomt, men
London og verden troede ikke på det og ville ikke lytte. Briterne samarbejdede
nærmest med Hitlers regime og flygtningene var slet ikke velkomne. Der er
masser af intriger i denne bog, hvem kan man stole på, hvem er det, der ransager
lejligheden, hvem lækker information til vores lille gruppe, og hvem sladrer om
gruppen. Hvis de bliver taget i politisk aktivitet, bliver de sendt tilbage til
Tyskland til koncentrationslejre, fængsel eller død. Det er en roman, hvert
kapitel er skrevet af en af vore hovedpersoner, og det er skrevet så levende,
som var man selv en del af plottet. Det er ikke blot oplysende, det er
spændende, medrivende, rørende, det er bragende godt.