Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser
Oversat af Mich Wraa
Politikens forlag 2015
560 sider
Doerr har tidligere udgivet 4 værker, som da har fået pæne anmeldelser og gode salgstal, men hans gennembrud må være denne. Den har gennem næsten et år været på New York Times bestsellerliste og er trykt i flere oplag. Det er også en god og en charmerende bog, selv om den handler om død og ødelæggelse. Vi følger pigen Marie-Laure, som er blind og bor med sin far i Paris. Da anden verdenskrig bryder ud, flygter pigen og faderen til kystbyen Saint-Malo, hvor en psykisk syg onkel bor. Faderen forsvinder efter at have bygget en miniatureby af Saint-Malo, hvor den blinde pige med fingrene kan lære at finde rundt. På husets loft er der en kraftig radiosender, og det varer ikke længe, før Marie-Laure hos bageren henter brød med indbagte beskeder til modstandsbevægelsen krypteret, som hun har fundet ud af at sende ud i æteren. Den anden hovedlinje i bogen er Werner. Han er vokset op på et børnehjem i et kulminedistrikt i Tyskland, men han har så ekstraordinært gode evner for radio og mekanik, at han ender med at køre rundt med en pejlevogn for at søge efter illegale radioamatører. Naturligvis skal Werner og Marie-Laure træffe hinanden, og så siger jeg ikke mere. Bogen er skrevet i korte kapitler, der ligger i forskellige perioder i tiden, men det fungerer fint. Det er en charmerende bog og en spændende bog, selv om det er krudt, kugler og bomber. De mennesker, vi møder, er levende og ægte på godt og ondt, og som læser tror man på dem. Det er en af de bøger, jeg gerne vil læse igen.
P.S. Bogen har netop vundet årets Pulitzerpris i kategorien fiktion.