Den kriblende have

Anmeldt af Eline Andersen

den kriblende have

Dave Goulson: Den kriblende have
Oversættelse: Birgitte Steffen Nielsen
Politikens Forlag 2020
320 sider
Pris 300 kr.

Det er tredje bog af Goulson, jeg læser. De to første ’Summen over engen’ og ’Humlen ved det hele’ havde allerede sået et frø i mig – så jeg måtte – no matter what – også læse hans seneste om kribleriet i haven. Goulson er forsker og serverer sine fine betragtninger om det vilde liv i naturen med en god blanding af akademi og grønne fingre.

Man får lyst til at lægge sig i engblomsterne og lytte til insekternes summen, mens man sammen med Goulson reflekterer over, hvor vigtigt samspillet mellem insekter, natur og mennesker er. Goulson har – udover at tage læseren ved hånden og ind i haven – også en mission. Han ønsker at vi alle bidraget til biodiversiteten ved at gøre vores haver mere insektvenlige. Det er en mission, som jeg har købt. Jeg vil – så snart vinteren letter, kaste mig ud i kompostbunker og langhårede engstriber.

Brændt røget hængt sprængt

Anmeldt af Eline Andersen

Nikolaj Juel og Columbus Leth: Brændt røget hængt spræng
Gyldendal 2020
231 sider
Pris: 349.95 kr.

Der er intet speget ved denne skønne kogebog. Forfatterne har endnu en gang taget en bid af den natur, som ligger lige her for vores fødder. Specielt i disse tider, hvor corona får os alle til at trække ud i naturen for at finde næring til næste online-møde.

Naturen er deres køkken, og de gamle teknikker med at tilberede maden over bål, ryge, hænge og sprænge kommer her i en ny og spiselige indpakning. Det er samtidigt en bog, som er meget appetitlig at læse og lade sig inspirere af. Man behøver jo ikke sidde med fødderne i bålet for at forfølge deres opskrifter. Jeg har for eksempel trasket en god tur i regnen og efterfølgende sat mig til rette med bogen i sofaen. I aften bliver maden en smule vildere. Tak for det.

Dukkehuset

Anmeldt af Eline Andersen

Anmeldt af Eline Andersen

Tove Jansson: Dukkehuset
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt
Gyldendal 2020
224  sider
Pris: 149,95

12 glimrende noveller af Tove Jansson, som på fineste vis skildrer eksistentielle refleksioner mellem mennesker. Her er relationen det stærke bindemiddel, som kommer til udtryk i forskellige afskygninger. Her fortæller Jansson også om kærlighedsforhold mellem mennesker af samme køn, hvilket hun angiveligt ikke har berørt tidligere.

Jeg kender bedst Jansson som mumitroldenes mor, men kan sagtens abstrahere fra troldeuniverset og leve mig ind i hendes dukkehus. Hvert rum i huset har sin egen fortælling, som på fineste vis udgør en byggesten til helheden.

Oversættelsen er glimrende, og sproget er let og fængende. Dukkehuset får mine varmeste anbefalinger.

 

Hvad forhindrer dig i at få det fantastisk?

Anmeldt af Eline Andersen


Troels Brink: Hvad forhindrer dig i at få det fantastisk?
Konkordia 2020
123 sider
Pris: 159,95

Der er mange typer hjerner. I Troels Brinks lille fantasiske bog, er der to hovedhjerner: Kropshjernen og hovedhjernen. Selv har jeg nok også lidt en reptilhjerne – og med den har jeg læst denne lille kloge bog om, hvorfor og specielt hvordan man kan arbejde med hjernerne frem mod en afklaring af mål og midler.

Vi taler måske ikke om kvantespring, men nok snarere om, hvorfor vi mennesker ofte springer over, hvor gærdet er lavest. Og det er et ganske godt trin at starte på. Der er mange eksempler i bogen, som taler direkte til læseren. Jeg sad i løbebukser og læste om, konflikten mellem en frisk løbetur og en doven time i sofaen – og dette eksempel ramte mig som en sjaskvåd løbesko i nakken. Brink evner at bruge eksemplerne, så de giver mening for læseren. Hvis man har et mål om at få det fantastisk, er denne letlæste bog en god start.

Indre farvande

Anmeldt af Eline Andersen

Tommy Heisz: Indre farvande
Neon og Nordlys 2020
63 sider
Pris: 179,95

Der er en lethed over mørket i Tommy Heisz’ digtsamling, Indre farvande. Det understreges af bogens layout med sorte opslag, som pakker de lette og dog så tunge digte ind. Her er en digtsamling, som spidder de fine livsbetragtninger og erfaringer med en kirurgisk præcision. Digtene er som musvågens flugt over markslandet, mens Heisz jager lige præcis den sætning og note, som kan knytte erindringen til blækket. Som digteren siger, ’det danske vejr er fravær’. Og jeg læser det som en kode til flere af de øvrige digte – der er et fravær – et savn – af en, som dansede vægtløst en morgen for længe siden. Et fravær af en far, som ringede fra hinsidens og en skygge af sommerdepression.

Denne digtsamling er så fin, så sprød og så nærværende i sin omfavnelse af bla. fravær.