En lykkelig slutning

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Maren Uthaug: En lykkelig slutning

Lindhardt 0g Ringhof 2019

384 sider

Pris 300 kr

Dette er forfatterens tredje roman, og den er glimrende. Den handler om døden i alle dens facetter fortalt gennem syv generationer af bedemænd. Den første var Christian den første. Han drev i land på en øde ø – eller næsten øde, der var et fast lille antal mennesker, og de måtte ikke formere sig frit. Der skulle dø en, før en næste kunne blive født. Han giftede sig med Konkylie, og de fik to børn uden tilladelse, så de rejste til København, hvor sønnen Christian den anden startede en bedemandsforretning og troede på varsler og gengangere. Han giftede sig med Femke fra Holland og fik Christian den tredje, der overtog bedemandsforretningen, da han voksede op. Han gik ind for kremering med succes. De fik sønnen Christian den fjerde, som var synsk og kunne se døde mennesker, som ingen andre kunne se. Han forelskede sig i Elise, som var en død kvinde, han kunne tale med, og de fik ved nogle grimme indgreb Christian den femte født af en luder. Christian den femte var en meget pertentlig mand. Han fik ingen sønner men en datter, som manglede empati. Denne datter fødte Nicolas, som var nekrofil og fik sønnen Christian den sjette, som kunne finde på at slå ihjel. Romanen er ikke bare oplysende om bedemænd gennem tiderne, den er også spændende og velfortalt samt ind imellem morsom. Den kan jeg godt anbefale.

 

Fjendespor

Anmeldt af Eline Andersen

Keld Broksø: Fjendespor
Ambush Books
2019
404 sider
Pris 254,95 kr

Er man til en stærk albansk menu, så kan Broksøs roman, Fjendespor klart anbefales som en krydret oplevelse her i efterårssofaen. Jeg er normalt ikke så meget til Balkan-krimier, men denne her er en undtagelse. Den smagte af mere: Den danske kriminalbetjent, Stefan Kushova Andersen er adopteret fra et albansk børnehjem, og hans balkan-rødder bliver omdrejningspunktet for denne roman. Læseren hvirvles ind i gamle familiefejder, kriminelle formuer, narko,- og våbensmugling.  Det, der gør, at jeg helt har overgivet mig til Balkan-fortællingen er særligt, Broksøs gode sprog og evne til at skrue et plot sammen, så man bliver hængende. Helt klart en bog, der kan anbefales.