Løgneren

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Steve Cavanagh: Løgneren

Oversat af Eva Birklund

Forlaget Jentas 2019

395 sider

Pris 300 kr.

S teve Cavanagh er oprindeligt Irer fra Belfast og studerede jura i Dublin. Nu praktiserer han som advokat. Og så skriver han kriminalromaner, hvilket han er ganske habil til. Hans helt hedder Eddie Flynn. Han har været småsvindler men har en juridisk uddannelse, hvor han ikke går af vejen for at fifle lidt med reglerne. I denne bog bliver en teenagepige-Caroline- kidnappet, og faderen tror ikke på politiet og vi have Flynn til at hjælpe sig med at få pigen tilbage i live. Det skal Flynn nok klare. Der kører en retssag, hvor pigens mor er anklaget for at have myrdet Caroline. Vi kommer ind i retsvæsenets dunkle kroge og følger processen ganske som den ville have kørt i Danmark med forsvarer og anklager, dommer og jury. Så vil jeg ikke sige mere om handlingen, men den er spændende og virker autentisk. Bogen er godt skrevet, så man læser næsten ud et køre, er hele tiden i tvivl, var det moderen eller en anden, og lever Caroline. Fantastisk at en praktiserende advokat har tid og overskud til at skrive kriminalromaner i denne kvalitet. Bogen er blevet kåret til årets bedste krimi i England i 2018. Jeg forstår det, læs den og du vil blive grundigt underholdt.

Skjult identitet

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Lee Child: Skjult identitet

Oversat af Per Vadmand

Forlaget Jentas 2019

461 sider

Pris set til 190 kr.

Lee Child kan skrive thrillere, der virkeligt vil noget. Sådan en thriller er denne bog. Helten er som i de seneste bøger fra Child Jack Reacher. Han har været soldat, elitesoldat, højt dekoreret, men han har forladt militæret og er blevet en strejfer. Han er en stor fyr, næsten 2 m. høj og vejer 120 kilo. Det er muskler alt sammen. Vi træffer ham her i en lille by, hvor han graver svømmepøle ud for folk. En privat detektiv opsøger ham, men Reacher fortæller ham ikke sit navn. Så findes detektiven myrdet, og Reacher vil finde ud af, hvorfor en detektiv leder efter ham og ofrer sit liv for det. Superskurken er en handikappet og forbrændt mand, som har været i Vietnam som militærmand. Han er noget nær det ondeste, man kan tænke sig. Han driver handel med penge og værdipapirer, og får han ikke gevinsten hjem, skyr han intet middel for at få sine penge. Og det går ud over pæne folk, som er kommet lidt i knibe økonomisk. Reacher møder sin gamle chef i militæret, og han har en ganske vidunderlig datter, som Reacher forelsker sig i. Sammen møder de et gammelt ægtepar, hvis søn er død i Vietnam. De vil ikke acceptere hans død, og Reacher lover at hjælpe dem med at klarlægge sønnens skæbne. Det er en spændende bog, som man ryger igennem, og så er den velfortalt, man føler næsten, at man har været i New York, når bogen er færdig. Jeg er klar til den næste Reacher bog.

 

 

 

 

Mørke land

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Niels Krause-Kjær:Mørkeland

Lindhardt og Ringhof 2019

360 sider

Pris300 kr.

Niels Krause-Kjær er uddannet journalist, har arbejdet på TV og er nu leder af journalistuddannelsen på Syddansk universitet. Han har udgivet flere romaner og fagbøger, og romanen Kongekabale blev filmatiseret og belønnet med otte Robert statuetter. Denne roman er også en politisk spændingsroman. Hovedpersonen er Journalisten Ulrik Torp, der er blevet fyret fra sit job på Dagbladet og nu sendes ud til Dagbladet som virksomhedspraktikant. En ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdes dagen før, der udskrives folketingsvalg, og Ulrik begynder at skrive om mordet. Ulrik får hjælp af en anden ung praktikant og sammen finder de ud af, at den myrdede havde fået færten af et omfattende bedrag udført af tidligere politikere og topembedsmænd. Det er ikke ufarligt for Ulrik at gå ind i dette politiske spil. Disse tidligere magtmennesker vil gå langt for at holde deres valgsvindel hemmelig. Bogen er godt skrevet og meget læsevenlig. Den er også spændende, så den kan meget anbefales til de mørke efterårsdage, og man får en fornemmelse af, at sådan en svindelaffære kunne være autentisk.

En lille bog om månen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Anja C. Andersen: En lille bog om månen

Lindhardt og Ringhof 2019

216 sider

Pris 250 kr.

Anja C. Andersen er Danmarks bedste astrofysiker, og hun har modtaget et væld af priser. Hun er også en blændende formidler, der kan fortælle om vanskelige ting, så selv jeg kan forstå det. Denne bog handler om månen, både hvad vi ved, og hvad vi ikke ved. Ting, som jeg har spekuleret over i mange år, står her lysende klart. Er det virkelig sandt, at vi har haft mennesker til at gå rundt deroppe? Ja. Det er sandt uden enhver tvivl. Hvordan blev månen dannet? Hvorfor ser vi altid den samme side af månen. Den drejer jo rundt om sig selv og rundt om jorden. Jeg ville forvente at se bagsiden en gang imellem. Det fortæller Anja Andersen om. Vi læser om de efterhånden mange månelandinger, i alt 12 astronauter her betrådt overfladen. Derudover har der været et mylder af ubemandede månelandinger. Månens betydning for jorden er betragtelig men kun glimtvis forstået. Tidevandet flod og ebbe er månen ansvarlig for, og for resten: Hvor kommer månen fra? Er det en bid af jorden, som har revet sig løs og lagt sig i et kredsløb om jorden? Det er fængslende læsning det her, man læser og læser og kan ikke lægge denne meget velskrevne bog fra sig. Der er masser af fremragende billeder, der illustrerer teksten. Den kan varmt anbefales.