Veritas maskinerne

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Niels Kjeld Thorsen: Veritasmaskinerne

Forlaget Turbine 2019

360 sider

Pris 250 kr.

74 årige Niels Kjeld Thorsen debuterer her med en glimrende roman om DDR-tiden fra 1944 op til nutiden fortalt af Erich, søn af Erika, som er gift med Heinz. Heinz nægter at have været nazist, men det var han. Han sloges mod russerne i naziuniform og blev gift med Erika i uniformen. Familien stammede fra Østpreussen, men Erika flyttede til Berlin i 1944, hvor hun nedkom med Erich, som først så sin far som femårig. Erich lignede ikke sin far, snarere en rundhovedet russer, og det viser sig, at han er et produkt af en voldtægt i Nemmersdorf i 1944. Moderen Erika lever for og af sin symaskine, som hedder Veritas. Hun er noget tavs og mut og vil ikke snakke politik. Erich vokser op, får af systemet en føringsofficer, som han skal aflægge rapport til med regelmæssige mellemrum for at opsnuse brådne kar, som er kritiske mod systemet. Han begynder en akademisk karriere inden for filosofi og er meget betaget af Kant. Han møder en prægtig russisk kvinde, som dog forlader ham, men senere kvinder i hans liv kan ikke leve op til russeren. Vi følger Erich år efter år, han er stadig en sladrehank til systemet, hvilket koster ham venskabet med Jacob. Politisk sker der meget, Østpreussen opgives af russerne, DDR bliver selvstændigt, muren bygges og rives ned igen, og det er glædeligt for mange, men ikke for alle. Det er spændende at læse denne bog, som er levende, som om forfatteren var der selv i DDR tiden, men det var han ikke. Jeg har alt mulig grund til at ønske ham tillykke med udgivelsen

Kniv

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Jo Nesbø: Kniv

Modtryk 2019

Oversat af Allan Hilton Andersen

503 sider

Pris 299 kr.

Jeg elsker Nesbøs bøger, han mestrer sprog og fortælling, som man kan beruse sig i og fare vild i. Hans Harry Hole serie er formidabel, og dette er hans tolvte bind om Harry. Harry er en stor mand, 195 cm høj, og han har en svag karakter. Faktisk er han alkoholiker, men han er ikke voldelig, når han bliver fuld. Han jagter kvinder og mordere, for han er ansat i Oslo politi. Men han er god til begge dele. Han er gift med Rakel, som tolererer ham,som han er, men hun accepterer ikke utroskab. Harry er ikke utro, men han kommer fuld hjem en morgen og fortæller Rakel, at han i en brandert har sovet hos en anden kvinde, han kan ikke udelukke, at de havde sex. Omgående pakker Rakel hans ting og smider ham på porten. Harry er knust, og tingene bliver meget værre. En forbryder af værste skuffe, hvis søn Harry har skudt og dræbt, vil hævne sig på Harry, og det gør han så ondt, som man kan gøre det. Denne forbryder voldtager kvinder og vil have et barn med dem, og hvis de vælger abort, dræber han kvinden. Hvis de melder ham, vil han også dræbe kvinden. Selvfølgelig holder jeg med Harry, der skal så meget ondt igennem før han slipper ud af den klemme, han kommer i. Han står som hovedmistænkt til et drab, hvor alting peger på ham. Jeg tænkte et øjeblik på, om denne bog skulle være finalen i Harry Hole serien – det ved jeg ikke , om det er. Jeg håber det ikke.

Kvinder uden mænd

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

oversat af Nazila Ghavami Kivi

Gyldendal 2019

188 små sider

Pris: set til 75 kr.

Shahranush Parsipur er iraner men lever i eksil i Californien, efter hun er blevet bandlyst i Iran og der fængslet i alt fem år for sin litterære aktivitet. Kvinder uden mænd skrev hun i 70erne, men denne roman blev først udgivet i 1989, hvor den blev forbudt i Iran. Parsipur flyttede til Californien i 1990. Hun er ikke feminist, siger hun, men hun skildrer det kvindelige besvær ved at leve i et mandsdomineret, voldeligt samfund. I romanen forvandler skolelærerinden Mahdokhr sig til et træ i byen Karadj i den smukkeste have, man kan tænke sig. Men hun bliver vidne til, at gartneren og en ung pige har sex i drivhuset, og hun håber, at pigens brødre vil tæve hende ihjel. Så al følsomheden har altså sine grænser. Kvinderne i bogen er både følsomme og hårde, læseren føler ikke udelt sympati for dem men er fascineret af det, der står. Munes dør men genopstår hele to gange og bliver hævnerske og tankelæser. Den velhavende Farrokhlaqa bliver chokeret, da hendes mand smiler kærligt til hende, så hun skubber ham ned ad trappen, så han dør. Så det er ikke feministlitteratur, det er snarere social realisme, som man bliver fanget af og fascineret af, og man har svært ved at lægge bogen fra sig. Den skal have rigtig mange stjerner.