Offer 2117

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Jussi Adler- Olsen: Offer 2117

Politikens forlag 2019

489 sider

Pris set til 200 kr

Jussi Adler Olsen har skrevet flere meget spændende krimier, og mest kendt er bøgerne om afdeling Q, politiets afdeling for personfarlig kriminalitet. Lederen af denne afdeling er Carl Mørck, og han assisteres blændende af Assad, som er irakisk flygtning og taler et godt og morsomt dansk sprog. I dette brag af en bog får vi hele historien om Assad, og bogen handler om, at Assads muslimske ærkefjende vil finde Assad og dræbe ham. Assad er flygtning fra Irak til Syrien og derfra videre med sin kone og to døtre i en gummibåd med mange andre til Cypern. Her bliver han isoleret fra sin familie, og han har ikke set dem i 16 år. Nu vil superskurken sætte disse kvinder i kørestole ud på en plads i Tyskland og sprænge stolene i luften sammen med kvinderne. Det skal lokke Assad ud af busken, så han kan blive dræbt også. Der er flere bihistorier i denne bog, som er konstant fængslende og afsindigt spændende. På en eller anden måde får forfatteren handlingerne til at virke ægte, og vil man have god spænding, så kan man trygt læse Jussi Adler- Olsen.

Ikke et ord

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Brad Parks: Ikke et ord

Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen

Forlaget Jentas 2019

420 sider

Pris 300 kr

Brad Parks er velrenommeret og flere gange prisbelønnet for sine krimier. Denne her er en perle. Hovedpersonen dommer Scott Sampson er på vej ind i børneinstitutionen for at afhente sine seks år gamle tvillinger, men på institutionen fortæller de, at hans kone har hentet begge børn. Hun har sendt en SMS, at børnene skal til lægen, men Scott har ikke fået nogen SMS, og børnene skulle ikke til lægen. Derimod får han en opringning, hvor en mand fortæller ham, hvilken dom, han skal afsige i en verserende narkosag, hvis han vil se sine børn igen. Scott og hans hustru gennemgår hvilke muligheder, de har, og de kommer frem til, at give den dom, som forbryderne forlanger. Naturligvis er forbryderen en ækel person med et langt strafferegister, han stod til 15 års fængsel. Dommen bliver naturligvis diskuteret og angrebet i medierne samt i jurakredse, men bortførerne vil have mere og presser dommer Sampson. Vi kommer langt ind i amerikansk lovgivning, og hele processen er enormt spændende. Hvor langt vil dommeren gå for fat få sine børn. Det er desperat spændende og medrivende. 400 sider, som suger sin læser ind i et forløb, som kunne være deres eget.