Vera

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Anne Swärd: Vera

Oversat af Jesper Klint Kistorp

Gyldendal 2019

351 sider

Pris 206 kr.

Anne Swärd er en svensk forfatter, som tidligere har udgivet en roman på dansk i 2011. Forlaget fortæller, at hun udgives på 18 sprog og jeg kan godt forstå det. Der er noget over denne bog, som er anderledes men også uforløst. Hovedpersonen hedder slet ikke Vera, hun hedder Sandrine. Vi er i 1945, og krigen er overstået. Men Sandrine flygter fra soldaterne i bjergene, hun er 16 år gammel og gravid med sin kæreste, som hun altså forlader. Ad kringlede veje kommer hun til Sverige og lander i et luksussommerhus på en ø i skærgården. Der bor overklassefamilien Ceder, og da hun skal føde, hjælper familien med at modtage barnet, en pige, som får navnet Vera. Ivan, en søn af huset og læge tilbyder med det samme at sørge for Sandrines underhold og tage sig af barnet. De bliver gift med dispensation på grund af hendes unge alder, og så ser Sandrine ikke mere til Ivan. Det viser sig, at han er bøsse. Hun prøver at betale lidt af sin gæld af til Cederfamilien ved at have sex med Ivans bror. Ivan lover at lede efter hendes gamle kæreste, og han siger, at kæresten er død, men hun tror ham ikke. Naturligvis bliver hun gravid med Ivans bror, og hun sætter sig for at finde hjem til kæresten. Hendes forhold til Vera er ikke eksisterende. Hun føler intet for datteren, som passes af husets faktotum Vanna, og i den sidste ende giver hun ansvaret for Vera, der nu er syv år gammel, til en fremmed. Det er en grum bog, der rumsterer helt ind i sjælen på læseren, men vi får ikke at vide, om hun finder kæresten, og heller ikke hvordan det går med hendes graviditet. Og vigtigst, hvordan det går med Vera.

En fandens mand

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand

Gyldendal 2019

250 sider

Pris 250 kr.

Anders Haahr Rasmussen er journalist, forfatter og tenniskommentator. Han har tidligere udgivet flere bøger og kommentarer i dagspressen om sex og køn. Det ved han noget om, og det skriver han om i denne bog. En mand skal være blød men hård, progressiv, tage initiativ og skal kunne sætte sig i kvindens sted, og så skal han tåle en million afvisninger, inden han får heldet med sig. Han skriver uhøjtideligt om sit køn og sit sexliv, beskriver sine seksuelle partnere, og der er mange, og han interviewer kvinder om deres sexliv, åbent og klart. Bogen er indimellem morsom og hele tiden let at læse. Også homofobi får en omgang sammen med homofili, men der er ingen tvivl om Anders seksuelle ståsted. Sidst i bogen er der to længere interviews med to forskellige kvinder om sex og køn. Alt i alt er bogen vellykket, der bliver sat ord på sexlivet, og det er godt. Indimellem synes jeg, at der er for meget, men det må være mit problem. Læs den, du bliver klogere af det.

Døden nær

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Lee Child: Døden nær

Oversat af Per Vadmand

Jentas 2018

450 sider

Pris 300 kr.

Lee Child er brite, og han skriver dødspændende action romaner med den gennemgående figur Jack Reacher i hovedrollen. Denne bog udkom første gang i 1998, og dette er en nyoversættelse, den er Vadmand sluppet godt fra. Der er spænding fra første side. Reacher hjælper en handicappet kvinde med en krykke , som han træffer tilfældigt. Pludseligt bliver begge kidnappet og stoppet ind i en bil. De kører langt ind i det øde hjerte af USA, hvor de kommer til en højreekstremistisk gruppe bevæbnede borgere, der ønsker at frigøre det land, de har stjålet, til en selvstændig stat. Kan sådan noget lade sig gøre? Hvad med vand og fødevarer, renovation og al den logistik, der følger med et samfund. Vil resten af USA tillade det? Hvem er den kvinde, de har taget sammen med Reacher, og hvorfor har de taget dem? Reacher stiller spørgsmål og får nogle svar, der ikke er spor sympatiske. Man fanges ind af dette her og har svært ved at lægge bogen til side. Så vær sikker på, at du har nogle timer, hvor du kan læse, når du først er begyndt på den.

Oostende 1936, sommeren før mørket faldt på

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Volker Weidermann: Oostende 1936. Sommeren før mørket faldt på

Oversat af Lone Østerlind

Turbine 2019

196 sider

Pris 200 kr.

Dette er en bog om den Østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) og i mindre omfang om forfatteren Joseph Roth (1894-1939). De to var venner indtil Roth drak sig selv ihjel. Begge var jøder og flygtede fra Østrig i frygt for nazismen. Somrene tilbragte de i OOstende i Belgien, hvor de drak på Caféerne og sludrede med andre intellektuelle, samt skrev på deres romaner. Zweig med mere succes end Roth. Men Belgien var heller ikke sikker for jøder under krigen, så Zweig flyttede i 1938 til London og i 1941 videre til Brazilien, hvor han begik selvmord. Zweigs kendteste værker er er romanerne Hjertets utålmodighed, Følelsernes vildveje, Skak novelle og Verden af i går. Roth var ikke så kreativ. Han havde konstante problemer med alkohol, det mærkedes i hans tekster, som efterhånden ingen mere ville udgive. Denne bog er en ganske underholdende roman skrevet af en forfatter, som er inde i sit stof. Vi kommer tæt på de to forfattere og deres problemer med nazismen. Den kan varmt anbefales til litteratur interesserede.

Frygt grækeres gaver

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Philip Kerr: Frygt grækeres gaver

Oversat af Ole Steen Henriksen

Modtryk 2018

381 sider

Pris 299 kr.

Philip Kerr er en meget flittig og dygtig forfatter. Desværre døde Kerr for et år siden, men Modtryk har udgivet 31 bøger af ham, de 13 af dem i Berlin Noir serien med Bernie Gunther som antihelt. Vi kan forvente et bind 14 i serien her i foråret, som Kerr efterlod sig, den venter jeg på med spænding, for hans bøger er uhyre velskrevne og spændende. Denne bog foregår i 1957 i Grækenland. Et skib lastet med jødisk guld er blevet sænket ud for den græske kyst, og Bernie, som i denne bog har skiftet navn, skal som taksator for forsikringsselskabet undersøge forliset. Det går ikke stille af. Vi møder gamle kendte topnazister, som vil have fat i guldet, men det er ikke Bernies ærinde. Han vil bringe nazisterne til politiet, så de kan blive retsforfulgt. Så her er en roman om kendte, efterlyste nazister og deres ugerninger, som jeg tror på er reelle. Det græske politi har inddraget hans pas som pant på, at han vil bringe en naziforbryder til anholdelse og retsforfølgelse. Selvfølgelig lykkes det ham, men processen er ikke uden problemer. Det er velskrevet, det er godt, det er spændende, det er den perfekte roman.

Vilde dyr

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Gin Phillips: Vilde dyr

oversat af Nete Harsberg

Hr. Ferdinand 2019

261 sider

Pris 250 kr.

En tur i helvede på en almindelig dag fra kl. 16:55 til 20:05. Helvede er en stor dyrepark i USA, hvor Joan og hendes fireårige søn Lincoln hver eftermiddag går rundt og kikker på dyrene. På denne dag er de sent på den og skal skynde sig ud af parken, fordi den lukker kl. 17:00, og det er lige om lidt. Men de når ikke udgangen, for der er skyderi i området, og der ligger lig på gangene. Det er tre unge mænd, der forsynet med våben har valgt at lave denne zoologiske have til et slagtehus. Joan og Lincoln flygter ud i den store have og gemmer sig, men som mændene kommer nærmere, må de flytte sig rundt, hvor de også møder andre mennesker, der flygter. Bogen er spændende og velskrevet. Man lever sig ind i scenariet og får ondt i maven af spænding. Bliver det et vildt dyr, der fanger dem, eller får morderne ram på dem….. eller overlever de? Der er spænding for alle pengene.