Surrealisternes liv

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Desmond Morris: Surrealisternes liv

Oversat af Annemette Fogh

Forlaget Turbine 2018

272 sider

Pris 350 kr.

Surrealisme er tanker, som ikke forholder sig til virkeligheden. De kan udtrykkes på skrift men også – mest- i malerkunst. Bevægelsen startede i sidste del af 1800 tallet og fortsatte ind i 1900 tallets første del. Desmond Morris var selv surrealist som maler, men han er nok mest kendt som forfatter, hvem husker ikke Den nøgne abe, som ligger på listen over de 100 mest solgte bøger nogensinde. I denne bog har Morris samlet beskrivelser af 32 af de mest kendte surrealister og han har skrevet deres biografi i detaljer: Fødsel, opvækst, uddannelse, forældre, geografi, parforhold, børn, forbindelse til surrealistklubben i Paris, deres sociale og seksuelle forhold, det er så righoldigt, at man næsten ikke kan tro på det. Der er noget fælles, som går igen. Malernes seksuelle appetit, De fleste har haft flere partnere og flere ægteskaber med og uden børn. Deres konstante mangel på penge. Der var jo flere økonomiske depressioner under og efter den første verdenskrig, ingen havde råd til at købe kunst. I 1920’erne udgav den franske maler André Breton de surrealistiske manifester, som en større gruppe tilsluttede sig, som lod tankerne flyve over fornuft og moral. André Breton samlede på den måde et samfund, man kunne blive optaget i (nådigst) og kunne blive ekskluderet fra. Denne bog er pragtfuld. Den er oplagt skrevet, indimellem morsom, og så indeholder den et væld af informationer om maleri og kunstnerlivet omkring 1900. Den kan meget varmt anbefales.

En moderne familie

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Helga Flatland: En moderne familie

Oversat af Karen Fastrup

Turbine 2018

262 sider

Pris 230 kr.

Helga Flatland er fra Norge, hvor hun tidligere har udgivet prisbelønnede bøger. Nu kommer så denne, som i Norge 2017 vandt Bokhandlerprisen. Den er mere end velfortjent. Faktisk gør den lidt ondt at læse. Familien består af moderen Torill og faderen Sverre, begge 70 år gamle. De har tre meget forskellige, voksne børn, Liv på 40 år, Ellen på 38 år og Håkon på 30 år. Liv er gift og har to børn, Ellen har en kæreste og prøver fortvivlet på at blive gravid, og Håkon på 30 år lever et frit liv og mener ikke, at man skal forpligte sig i et ægteskab. Familien er samlet i Italien for at fejre faderens 70 års fødselsdag, og ved den lejlighed fortæller forældrene deres børn, at de vil lade sig skille. Ægteskabet er tomt nu, vi har hentet det, vi kunne, fra hinanden og dette ægteskab, vi ser ingen fremtid i hinanden længere, sådan siger forældrene. Børnene, der jo er voksne, tager det tungt men vidt forskelligt, og vi får deres reaktioner i kapitler, et for hvert barn. Bogen er fantastisk velskrevet og afdækker de problemer, som kan opstå, når man i en sen alder går hver til sit, både problemer, som parterne kan have, og problemer for børn og børnebørn. Skulle jeg give den stjerner, så blev det hele seks styk, den er mere end læseværdig

Mordet på kommandanten

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Haruki Murakami: Mordet på kommandanten bog 1

Oversat af Mette Holm

Klim 2018

423 sider

Pris 250 kr.

En genial kunstmaler uden navn er hovedpersonen her. Han har levet af at male portrætter, men nu smuldrer hans liv. Hans kone gennem seks år forlader ham, hun har fundet en anden. Vores maler siger ikke meget, han pakker sine personlige ting og kører ud på må og få i sin gamle bil. Han lander i et hus på en bjergtop ejet af en nu dement maler. Men han kan ikke tage sig sammen til at male, det siger ham ingenting. Huset, han har lejet er magisk. På loftet bor en ugle, og deroppe finder han et maleri så pragtfuldt, at det stimulerer ham til at male igen. Maleriet hedder Mordet på kommandanten henvisende til et mord begået for mange år siden. Hans nabo på den næste bjergtop er en finansmand, der lever alene i en pragtvilla med fire luksusbiler til rådighed. Han kontakter vores maler og får ham til at male sit portræt for en uhyre sum. Vi følger med i processen, og der optræder mystiske lyde om natten. En personificeret idé viser sig for maleren, og de snakker sammen. Han kalder idéen Kommandanten. Den rige nabo har nu endnu en bøn til maleren, som er ret kringlet, men det skal man læse om. Det her er Murakami, når han er bedst. Flydende sprog lige ud ad landevejen, historien følger man med spænding. Har man været glad for andre Murakami bøger, vil man elske denne—det gør jeg. Bind to af dette værk udkommer til efteråret, det er svært at vente.