Præsidenten er forsvundet

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Bill Clinton & James Patterson: Præsidenten er forsvundet

Oversat af Signe Lyng

Gyldendal 2018

470 sider

Pris 250 kr.

Bill Clinton var præsident i USA fra 1992 til 2001. Han er derfor mere kvalificeret end nogen anden til at skrive en thriller om en præsident i USA. Han har allieret sig med en garvet thriller forfatter, der har solgt flere end 375 millioner bøger verden over. Det er der kommet et brag af en bog ud af. Vi kommer ind i en præsidents hverdag med hans talrige beslutninger og opgaver, og det virker absolut autentisk. Nu bliver han kontaktet af en sjusket pige, som fortæller, at hun og hendes makker har hacket sig ind i USA’s mest følsomme netværk, og de har planer om at lægge hele nationens netværk ned. Hun har kun halvdelen af den nødvendige kode, den anden halvdel har hendes makker. Præsidenten lader hende gå men indvilliger i at møde hendes makker. Det hele skal foregå absolut tys tys, men hvem kan præsidenten stole på i sin egen stab. Han skal bruge et kodeord for at deaktivere virusen, kan han nå det, hvem tør han bede om hjælp, han bliver nødt til at gå under jorden sammen med sine nærmeste medarbejdere. Det her kan næsten ikke gøres mere spændende, end det er. Bogen er mesterligt komponeret og skrevet, og det er den bedste thriller, som jeg har læst i flere år.

Dødens galleri

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Chris Carter: Dødens galleri

Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen

Jentas 2018

480 sider

Pris 300 kr.

Chris Carter bor nu i London, hvor han ligger på top ti listen i Sunday Times bestsellerliste. Han har flere kriminalromaner bag sig og han har studeret psykologi og kriminel adfærd, så hvis nogen skal kunne skrive en makaber krimi, så må det være Chris Carter. Og det gør han så også her. Der sker flere makabre mord tilsyneladende uden sammenhæng, men der er en. Ofrene får ridset ind i huden på ryggen en latinsk sætning, som ikke rigtig giver nogen mening. Hunter og Garcia tror, at morderen prøver at lave et billedgalleri med sine makabre mord og mishandlinger, men det er meget mere udspekuleret. Det er så sygt, at man næsten får kvalme af at læse den, men du har aldrig læst en makaber krimi, hvis du ikke læser denne. Så jeg vil ønske jer god læseelyst.

 

 

 

Takt og tone til tiden

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Red. Pia Fris Laneth & Jytte Hilden: Takt og tone til tiden

Frydenlund 2018

176 sider

Pris 199 kr.

Emma Gad har hidtil været bibelen for, hvordan vi bør omgås med hinanden. Men den er ikke helt dækkende for vores tid 100 år efter Emma Gads kendte værk. Samfundet har ændret sig, der er kommet mange flere skilsmisser, nye familieformer, og begreber, som man ikke talte om for 100 år siden, seksualitet og intimt samvær, nabokontakt og kontakt på arbejdspladsen, og Me Too bevægelsen var sikkert ikke et problem for 100 år siden. Men der skal nævnes andre nye ting, der altid har været der men ikke er regelsat. F.eks. at lytte til og respektere de gamle, og så sandelig også at lytte til og respektere de unge. Det er godt med sådan en bog som denne, man lærer af den og siger igen igen: Det har jeg da aldrig tænkt på.

 

 

Åndernes labyrint

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Carlos Ruiz Zafon: Åndernes labyrint

Oversat af Iben Hasselbalch

Lindhardt og Ringhof 2018

913 sider

Pris 400 kr

Dette er fjerde og sidste del af Zafons mammut værk om de glemte bøgers kirkegård. De tre andre bøger Vindens skygge, Englenes spil og Himlens fange har et fælles persongalleri, der også går igen her. Men det er ikke nødvendigt for forståelsen at have læst de andre bøger. Vi er i Barcelona i slutningen af halvtredserne. Det er lovløse tider, og man bliver arresteret for ingenting og havner i berygtede fængsler. Der er flere hovedpersoner i bogen, som vi så følger en tid, Daniel vil løse gåden om sin mors død, Alicia er en dejlig dame, vel egentlig ansat af politiet, men hun bliver forfulgt og mirabile dictu overlever hun. Så der er lidenskaber, eventyr og intriger, som det er en fornøjelse at boltre sig i. Der er stor fortællekunst i denne bog, spænding og mord, tortur og strejfture ind i mørket. Selv om det er en mange siders bog, er den en fryd at læse, for Zafon kan faktisk skrive, så det er en fornøjelse. Den vil jeg gerne anbefale til enhver bogelsker.