Min søster

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Michelle Adams: Min søster

Oversat af Anne Mette Poulsen

Forlaget Jentas 2018

361 sider

Pris 300 kr.

Michelle Adams er brite men hun bor på Cypern og arbejder som fysiolog. Hun har altid være fascineret af thrillere og har skrevet science fiction tidligere, men nu kommer denne glimrende bog, som er giftig helt ind i knoglemarven. Vores heltinde hedder Irini. Hun blev født med hoftedysplasi men kunne gennemføre en uddannelse til narkoselæge. Da hun var tre år gammel, blev hun af sine forældre givet væk til en tante, og hun har ikke siden haft nogen kontakt med forældrene. Hun har en storesøster, Elle, som er noget af en mundfuld, både psykopat og sociopat, så Irini ønsker ingen kontakt med hende. Men nu ringer Elle til Irini og fortæller, at deres mor er død, og hun foreslår, at Irini kommer hjem til det barndomshjem, hun ikke har set siden den tidligste barndom, så hun kan deltage i begravelsen. Irini gør det. Elle er stemningssvingende og lokker Irini ud i udskejelser, som Irini egentlig ikke vil. Irini vil vide, hvorfor hun blev givet væk som treårig, og hun finder ud af det, det har ikke været let for disse forældre. Denne bog hører absolut til i den gode ende af thrillere. Den er godt fortalt, den er spændende og man fanges i det psykologiske net. Den skal have mange stjerner.

I en mørk mørk skov

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

ruth ware: I en mørk mørk skov

Oversat af Sara Koch

Gyldendal 2018

309 sider

Pris 180 kr.

Ruth Ware er englænder. Hun debuterede i 2015 som krimiforfatter og strøg med denne ind på de store bestseller lister. Nu har vi så fornøjelsen af endnu en krimi, der godt kan få en til at gyse. Hovedpersonen hedder Nora. Hun havde i sin skoletid for ti år siden en bedste veninde, Clare, men de har ikke set hinanden siden. Nu dukker der en invitation op til en polterabend for Clare, en week-end ude i den vilde mørke skov i et spændende hus med store glaspartier, hvor der er langt til naboer og ikke nogen mobildækning. Hvem det er, Clare skal giftes med får vi ikke umiddelbart at vide, men alle de gamle skoleveninder er til stede. Der bliver drukket tæt, og spændingerne mellem de gamle veninder dukker op. Nora blander sig uden om og løber ture i sneen i skoven, og hun overvejer at køre hjem, ind til det afsløres, hvem Clare skal giftes med. Et haglgevær ladet med løst krudt dukker op, og nogen bliver skudt, men ingen ved, hvem der har puttet skarpe patroner i geværet. Det er en mørk thriller denne her, den er også spændende, jeg skulle tænde ekstra lys i stuen mens jeg læste den. Jeg kan kun ønske jer god læselyst.

det var os

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os

Oversat af Lisbet Kjær Johansen

Politikens forlag 2018

208 sider

Pris 250 kr.

Golnaz Hashemzadeh Bonde stammer oprindeligt fra Iran, men hun flygtede som barn med sine forældre til Sverige. Her kæmper hun mod marginalisering af flygtninge og indvandrere i Sverige. Dette er hendes første bog på dansk, og den er rørende. Den handler om oprør mellem moder og datter, om en kvindes kamp mod kræften og for livet. Nahid er vores hovedperson. Hun har kræft i æggestokkene, og kræften har bredt sig. Hun er gift med Masood, og de har en datter sammen. Vi kommer ind i historien tredve år efter flugten til Sverige, da hun har opdaget sin kræftsygdom. Hun kan ikke affinde sig med sygdommen og bliver vred på alt og alle. Mest går det ud over datteren, som vil gøre alt for sin mor, men bliver stødt fra hende. Hun kommer ud og ind på sygehuset hele tiden til kemo, og en tid ser det ud til at hjælpe, men det er en stakket frist. Bogen er glimrende fortalt, og mor – datter forholdet er beskrevet så præcist og ægte, at det gør ondt. Læs denne bog, det gøres ikke bedre.

Himmerlandshistorier bind 1 og 2

Anmeldt af Ib Ahnf eldt

Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier bind 1 og 2

Det danske sprog – og litteraturselskab

Gyldendal 2018

321 sider og 394 sider

Samlet pris 200 kr.

Johannes V. Jensen (1873 – 1950) har skrevet disse pragtfulde historier i årene 1898 – 1950, og de lever endnu i bedste velgående. Himmerland ligger i Nordjylland afgrænset mod nord af Vendsyssel, mod øst af Kattegat, mod syd af Østjylland og mod vest af Limfjorden. Det var et barsk landskab med heder, der skulle brydes op for at lave agerjord, og det foregik med hest og plov. Der boede ikke mange mennesker i det område, og der var kun småbyer, hvor alle kendte hinanden. Det samme galt de mange småbønder, der lige kunne få det daglige brød af deres landbrug. De fik mange børn på de små ejendomme, Og de skulle jo på et tidspunkt bortgiftes, helst godt, for det var jo kun den ældste, der kunne arve gården. Vi hører om særlingene, og dem var der mange af. De blev drillet, nogle så meget, at de udvandrede til USA, hvor hovedindtrykket var, at de trivedes bedre. Historierne om alle disse mennesker er pragtfulde, og Johannes V. Jensen formår at fortælle dem, så man lever med. Hvert bind er forsynet med talrige noter og forklaringer bagest i bogen og det hjælper på forståelsen af det ofte gamle sprog. Du skal ønske dig disse to bøger i fødselsdagsgave eller julegave, og du vil så garanteret få underholdning og kulturforståelse, så du aldrig glemmer det.