Jagthundene

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

lier2

Jørn Lier: Jagthundene

Oversat af Rasmus Bjørgmose

Forlaget Punktum 2014

328 sider

pris 299 kr.

Jørn Lier er en dreven krimiforfatter fra Norge, der i serien om kriminalassistent William Wisting tidligere har udgivet tre romaner på dansk. Denne rummer i og for sig ikke noget, vi ikke har læst før, han gør det bare så meget bedre, at han fik Glasnøglen for nordens bedste krimi i 2013 for denne bog. Jeg synes han fortjener prisen, for bogen er både veldrejet og velskrevet. Det foregår mest i Oslo. 17 år tidligere blev en psykopat dømt for bortførelse og drab på en ung pige. Psykopaten er nu løsladt og vil have oprejsning, det var ikke ham, siger han, der blev fiflet med beviserne hos politiet. Wisting bliver suspenderet, for det var ham, der dengang ledede undersøgelsen, og det ser ud, som om der rent faktisk blev snydt med et DNA spor. En ny ung pige forsvinder, og Wisting går som privatmand i gang med at undersøge, dels hvem der plantede DNA, og dels hvor den nye forsvundne pige er blevet af. Han får hjælp af sin kvikke voksne datter, og det bliver både rigtig spændende og rigtig veldrejet. Det er en bog, der sidder i maven i dagevis efter at man har læst den, så jeg giver den også et par glasnøgler mere sammen med mine bedste anbefalinger.

 

 

Sikre tegn på din død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

damhaug2

Torkil Damhaug: Sikre tegn på din død

Oversat af Ilse M. Haugaard

Modtryk 2014

242 sider

Pris299 kr.

Torkil Damhaug er tidligere Psykiatrisk overlæge, men nu er han fuldtids forfatter og skriver glimrende krimier. Det er denne også. Handlingen udgår fra Oslo og starter med, at en tyrenakket tatoveret mand indlægges på sygehuset efter at have fået tæsk. Hans skader er i småtingsafdelingen, men på vej til afdelingen fra skadestuen i en seng forsvinder han, og han genfindes i kælderen blodig og meget død. Nu startes et hektisk forløb, hvor Jenny Plåterud og hendes søn Sigurd spiller hovedrollerne. Den dræbte har forbindelser til bandemiljøet, og det kunne være et bandedrab, men så simpelt er det næppe. Jenny arbejder på et forskningsprojekt ledet af en russisk kvinde, og de er lige ved et stort gennembrud. Vi får et indblik forskerverdenen, og læseren spørger sig selv, hvad dette kommer plottet ved. Sigurd har en veninde, som var ven med den dræbte, og hun er hunderæd for sit liv. Det går over stok og sten med flere modbydelige mord og tørre tæsk, så man hænger på og læser videre, og det er velskrevet det hele og superspændende. Man sidder tilbage med nogle spørgsmål, men plottet bindes fint sammen, og jeg kan godt se, at spørgsmålene er mindre relevante. En Bog, som jeg varmt kan anbefale.

Du er det onde

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

du-er-det-onde2

Roberto Costantini: Du er det onde

Oversat af Jacob Giese

People’sPress 2013

600 sider

Pris 350 kr.

Dette er en lang og vægtig kriminalroman. Den strækker sig over mere end 20 år og beskriver et Italien, hvor magthavere og politi er korrupte, løgnagtige og ineffektive, laster som selv Vatikanets kardinaler deler. Italien spiller VM fodboldkamp i 1982, en smuk ung pige myrdes og smides i Tiberen gennem Roms øde gader. Politiassistent Balistreri skal opklare sagen, men det lykkes ham ikke, og sagen lukkes. Mere end tyve år senere begår den dræbte piges mor selvmord, og sagen om hendes datter åbnes igen. Denne gang giver Balistreri ikke op. Han tvinger sandheden ud af  vidnerne. Der sker flere mord både på unge piger og på politibetjente, og bogen får hen mod den sidste del en god portion spænding, som manglede lidt i begyndelsen. Karaktererne er meget veltegnede i denne bog, der er mange detaljer med, og man kommer helt ind under huden på Balistreri, som går noget op i limningen, som handlingen skrider frem. Jeg synes, det er en dejlig bog, velskrevet og godt tænkt og med et fint blik for detaljen. Selv om spændingen i perioder ikke er så stor, er den en fornøjelse at læse—alle 600 sider.