Utæmmet liv

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Jeannette Walls: Utæmmet liv

Oversat af Søren Vinterberg

Hr Ferdinand 2012

362 sider

Pris 299 kr.

Jeannette Walls udgav for et år siden en erindringsroman:
Glasslottet, som omhandlede hendes forældre, hende selv og hendes søskende –
den var pragtfuld og tankevækkende. Nu er hun så gået et trin tilbage og har
skrevet om sin mormor, Lily. Hun skriver den i jeg-form, og det klæder romanen,
gør den både levende og fængslende. Lily voksede op på en ranch, hvor hun
allerede som seksårig red vilde heste til. Hun red 800 km væk som 15-årig på en
pony helt alene og hun stortrivedes i ødemarken. Hun var helt speciel, sådan
som vi alle kunne ønske, at vi var men overhovedet ikke er. Hun blev uddannet
lærer i flere etaper og underviste børn i småskoler langt ude på landet men
havde det med at blive fyret på grund af sine egne meninger om børns skolegang.
Hun lærte sig at køre bil, tog flyveundervisning, og hun blankede diverse
cowboys af i poker. Da hun ville giftes, måtte hun selv fri, og hun fik to
børn, hvoraf vi møder den mindste i Glasslottet. Det er en formidabel historie
om en formidabel kvinde, fortalt lige ud ad landevejen uden så mange dikkedarer,
og det gør den yderst troværdig. Jeannette Walls kan bare det med at fortælle
en historie, det er en gave til alle os drømmere.