Kokken

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Martin Suter: Kokken
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt
Mrs Robinson 2011
280 sider
Pris 250 kr.

Martin Suter er en prisbelønnet schweizisk forfatter, der til nu ikke er oversat til dansk. Han plejer at skrive kriminalhistorier, og nu har han gjort denne charmerende og meget atypiske kriminalroman. Det er snarere en roman om kogekunstens erotiske virkninger, idet hovedpersonen  Maravan er en tamilsk kok, der med ældgamle tamilske opskrifter kan stimulere de erotiske drifter og få selv en svoren lesbisk kvinde til at begære en mand. Sammen med den skønne tjener Andrea laver han et cateringfirma, der serverer elskovsmåltider til par, der er gået i stå i deres sexliv. Efterhånden bliver de nødt til at lave maden til gamle forretningsmænd og disses unge elskerinder, men det giver Maravan problemer med samvittigheden.

Der er meget kogekunst her, og jeg tror på, at recepten virker. Man kan selv prøve den af, der er opskrifter bag i bogen. Det har været en udsøgt fornøjelse at være i selskab med denne bog.