De dødes kammer

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Franck Thilliez: De dødes kammer

Oversat af Lone Garde

Labyrint 2011

374 sider

Pris 199 kr.

Franck Thilliez er en af de vigtigste thrillerforfattere i
Frankrig. De dødes kammer har fået flere priser og er filmatiseret i 2007. Det
er nu også en spændende bog. To venner kører ræs uden tændte lygter og rammer
en person samt 2 millioner euro. Hvad gør de? De tager pengene og skjuler liget. Men de er blevet set af en morder, der vil have pengene tilbage. Morderen har netop kvalt en lille blind pige, og historien spinder sig om dette udyr af en morder, der har det med at bortføre små piger.  Vores helt er overbetjent Lucie Henebelle, der er enemor med små tvillinger. Hun interesserer sig for voldens psykologi og ræsonnerer sig til mange af sagens sammenhænge. Det bringer hende ud, hvor hun ikke kan bunde, og vi får uhygge og spænding for alle pengene.Jeg skal lige sikre mig, at mine døre er låst, før jeg skal i seng.

Drengen fra Agadir

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Ditte Birkemose: Drengen fra Agadir

People’s Press 2011

307 sider

Pris 249 kr.

Ditte Birkemose har skrevet både børne- og ungdomsbøger samt
voksenromaner. I 1996 udgav hun sin første krimi med privatdetektiven Kit
Sorel, og det er siden blevet til nu fire romaner med samme detektiv. Hun gør
det godt, og derfor har hun også fået Dan Turèll prisen. Drengen fra Agadir er
en vellykket krimi. Kit Sorel lever i en autocamper på en campingplads. Hendes
nabo og ven Harry overtaler hende til at finde en af Harrys tidligere elever,
Mehdi, der ser ud til at være blevet mere og mere extrem i sin religiøse
overbevisning og nu muligvis er blandet ind i terror. Han er forsvundet fra sit
hjem og omgås radikale muslimer. Sporet fører til Marokko, hvor Kit og Harry
tager ned og møder et spind af familiehemmeligheder, frygt og løgne. Der er
vold, mord og terror i denne bog, men ikke mere end man kan holde det ud. Det er
en god krimi.

Midt i den blanke nat

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Sven Holm: Midt i den blanke nat

Gyldendal 2011

248 sider

Pris 279 kr.

Sven Holm har skrevet imponerende meget gennem 50 år.
Noveller, romaner, skuespil, artikler og digte. Han kan nu fejre sit 50 års
jubilæum med denne samling af noveller, hvor hver eneste absolut er læseværdig.
Fælles for alle novellerne er det erotiske og mennesker i drift. Der er sære
historier, som fascinerer, nænsomme erotiske fortællinger og noveller, hvor
handlingen pludselig tager en uventet drejning. Det har været en udelt
fornøjelse at læse denne bog, som jeg trygt kan anbefale.

Den forbudte pigeskole

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Suraya Sadeed: Den forbudte pigeskole

Oversat af Lars Rosenkvist

Gad 2011

288 sider

Pris 269 kr.

Suraya Sadeed er en afghansk flygtning, der lever i USA. Her
havde hun opbygget en borgerlig tilværelse som ejendomsmægler, og der havde hun
succes. Hendes mand dør i en tidlig alder, og det slår hende ganske ud, men hun
finder noget at leve for, hun vil hjælpe flygtninge og børn i Afghanistan. Hun
begynder at samle penge ind, og hun insisterer på selv at tage ud til
Afghanistan med pengene og selv overdrage hjælpen. Afghanistan har de sidste 30
år været i borgerkrig. Først var der Russernes invasion, så var der kampe
mellem forskellige fraktioner af Mujahediner, og endelig var der Talebans
overtagelse af magten. Så det var livsfarligt at rejse i Afghanistan, men hun
gjorde det, og hun så og skildrede for verden det sønderbombede land og den
fortvivlende nød der herskede i flygtningelejrene. Hun hjalp og var utrættelig
i sin kamp for at hjælpe mere. Tæpper til de frysende, klinikker til de syge og
undervisning af pigerne i forbudte skoler. Det er betagende læsning, der sætter
læseren i ind i alt det forfærdelige og tilskynder til at give penge til
Afghanistan, det hjælper faktisk. Der er hårdt brug for sociale forbedringer og
uddannelse af de unge.

Flyt dig lidt

Anmeldt Hanne Sejer

Anja Vintov: Flyt dig lidt. Små skridt til store forandringer
Gads Forlag 2010
215 sider
Pris 229 kr.

Markedet bugner med selvhjælpsbøger af forskellige slags. De får det til at lyde så nemt at klare rygeafvænning, lægge om til ny livsstil, politisk korrekt børneopdragelse mv. Men denne lille bog gør en dyd ud af at sætte fokus på de helt små skridt. Dem, der skal til, for at du langsomt kan flytte dig, hvorhen du vil. Lidt som en kogebog, der anviser hvert enkelt skridt på vejen til en god middag. Konkrete cases er med til at forklare, hvordan andre har gjort. Og opgaver efter hvert kapitel giver dig mulighed for at arbejde målrettet og konkret med de problemstillinger, som er relevante for dig. På den måde er der ingen lette genveje, men gode anvisninger til at komme i gang og gøre noget ved nogle af de forhold i livet, som du har lyst til at ændre på. Og heldigvis behøver du ikke være kørt helt i sænk, før du griber til de små skridt. Metoden kan sagtens anvendes til at angribe mindre bump, som du synes bør ryddes af vejen.

Som med franske kogebøger, der inspirerer – også selvom man ikke følger ”opskriften” slavisk, er ”Flyt dig lidt” en rigtig god inspirator og påmindelse om, at større ændringer kan ske hen ad vejen, hvis man har fokus på det enkelte lille skridt og væbner sig med lidt tålmod.

Umiddelbart er bogen rettet mod folk, som føler, ”at livet indimellem er lidt op ad bakke”. Jeg tænker, at den også fint kan bruges til ganske små stigninger.

Vinter i Madrid

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

C.J.Sansom: Vinter i Madrid
Oversat af Annemette Goldberg
Bazar 2011
687 sider
Pris 300 kr.

C.J.Sansom er en krimiskrivende historiker, der tidligere
har skrevet om rævekager i det 1600. århundrede. Et par af bøgerne er oversat
til dansk. Nu kommer så her en mere nutidig roman om forholdene i Spanien i
1940. Den spanske borgerkrig er ebbet ud, Franco har taget roret, og befolkningen
er udsultet, præget af ekstrem fattigdom med forældreløse børn i gaderne og på
børnehjem. Hitler er ved at underlægge sig Europa, og Englænderne er rædde for,
at Franco vil gå ind i krigen på Hitlers side. London vil gå langt for at lodde
stemningen og vurdere, om Hitler vil tage Gibraltar og på den måde dominere
Middelhavet. En Engelsk universitetslærer, der lider af granatchok, bliver
sendt til Madrid for at udspionere en Engelsk forretningsmand, der har nogle
lyssky affærer for med Frankoregimet. Det kommer der et intelligent plot ud af,
hvor alle lyver om det meste. Så bogen er fundamentalt spændende lige til
sidste side. Så det er godt, at i hvert fald denne bog er blevet oversat til
dansk.

Specials

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Scott Westerfeld: Specials
Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren
People’s Press 2011
304 sider
Pris 199 kr.

Dette er tredje og sidste bind i Scott Westerfelds trilogi
om pigen Tally, der i en eller anden   fremtid som 16-årig ligesom alle de andre unge
blev opereret smuk. Nu er hun så yderligere blevet opgraderet til at være en
”særlig”, et medlem af det hemmelige politi med ekstra stærke muskler og
knogler, ekstrem hurtighed og tænder så skarpe som barberblade. Denne gang skal
hun udrydde oprørerne i the New Smoke, men det går ikke helt som det var
planen, og det lander på et mere sympatisk niveau. Serien er en ungdomsserie.
Denne bog angives at være trykt i 2 millioner eksemplarer og solgt i 26 lande.
Jeg tror det gerne, for der er massevis af action, og den er ikke dårligt
udtænkt. Så det er bare at gå i gang med at læse dette univers.

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

angus

Keld Konradsen: Angus McFinneys fatale forstyrrelser
Modtryk 2011
266 sider
Pris 299 kr. 

Denne roman er Keld Konradsens fjerde, og han er bestemt ikke nogen dårlig skribent. Vi møder Angus McFinney, der har en fotoforretning i Skindergade i København. Der er et atelier på første sal, og i et værelse bag atelieret er der en stor dobbeltseng. Her kan han forlyste sig med sine mange elskerinder, for han har et formidabelt tag på kvinder. Det bliver aldrig lummert eller pornografisk, det bliver nærmest en lystig fortælling, hvor han kan styre flere forskellige kvinder samtidig, uden at de løber ind i hinanden. Bogen er velskrevet og forfatteren har et godt tag på plottet, så det er en fornøjelse at læse den. Angus skæbne er symbolsk, han falder for et knejsende fallossymbol, der mister sin erektion.

Matched, Cassias valg

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Ally

Ally Condie: Matched, Cassias valg
Oversat af Marie Kopp
Cicero 2011
300 sider
Pris 250 kr.

Dette er første bind I en trilogi, men vi kommer til at vente et par år før de næste bind udkommer. Det er en ungdomsbog beregnet for 15 til 20 årige, men den er tankevækkende for alle aldre. Vi er i et samfund, som ikke behøver være så langt borte i tid. Samfundet bestemmer stort set alt. Kunst, poesi og musik er udvalgt til 100 numre af hvert, resten er forbudt og findes officielt ikke. Samfundet bestemmer, hvem man skal giftes med, hvad  man skal spise, hvor man skal arbejde og med hvad og endelig hvornår man skal dø. Vi følger Cassia, der er 17 år gammel og bliver bestemt til at skulle giftes med en barndomsven. Men hvad nu hvis hun forelsker sig i en anden? Samfundet straffer hvis man ikke følger reglerne. Man kan blive forvist til de ydre provinser, og der er krig langs samfundets grænser, som ikke går særlig godt, men der er brug for soldater. Jeg tror, denne bog går rent ind hos målgruppen, og jeg har nydt den selv om den ikke er skrevet til mig.

Selv stilhed hører op. Mine seks år som gidsel

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op. Mine seks år som gidsel
Oversat af Lærke Pade
Gad 2011
624 sider
Pris 299 kr.

Ingrid Betancourt har rødder både i Frankrig og i Colombia. I 2002 var hun præsidentkandidat i Colombia, men hun blev på vej til et valgmøde kidnappet af den venstreorienterede guerillabevægelse FARC, og hun tilbragte seks år i junglen som gidsel sammen med andre gidsler, som FARC havde taget. Det er disse seks år, som bogen handler om, og det har været en barsk oplevelse. De blev behandlet som dyr under de mest primitive forhold, og de vandrede fra lejr til lejr med en rygsæk, som de på grund af udmattelse, sult og kulde næppe kunne bære. Det er medrivende læsning, og man farer igennem bogen, som er flydende og velskrevet. Det er nemt at forestille sig forholdene, så man lever sig ind i teksten og er med i mudderet og regnen. I 2008 blev disse gidsler befriet af den colombianske hær. Man bør unde sig timerne med denne bog.