Skrig under vand

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg: Skrig under vand

Politikens forlag 2010

336 sider

Pris 350 kr.

 

Denne krimi er vinderen af Politikens krimikonkurrence, og de to forfattere er gift med hinanden. Men tag ikke fejl, der er intet amatøragtigt over den. Forfatterne er oven i købet så selvsikre, at de har planlagt en serie med den samme hovedperson. De har faktisk noget at have det i. Her er velskrevet spænding i bedste nordiske stil. Vores helt hedder Katrine Wraa, hun har læst psykologi i England og er der uddannet som profileringsekspert i kriminalsager. Nu kommer hun til København og skal der bistå drabsafdelingen i opklaringen af et mord. Naturligvis kommer vi ind på hendes privatliv, der heller ikke er helt simpelt, men hvordan det skal gå, for vi nok at vide i et kommende bind. Det glæder jeg mig faktisk til.

Drømmenes land

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Vidar Sundstøl: Drømmenes land

Oversat af Ellen Boen

C og K Forlag 2010

328 sider

Pris 299,95 kr.

 

Det er en ækel historie, Vidar Sundstøl vikler sin hovedperson ind i: Skovstrømeren, Lance, er normalt ikke beskæftiget med blodige ugerninger; men da han en dag tilfældigt render ind i en norsk ung mand, der kun er iført sko og blodindsmurt sidder lænet op ad et stort kors i naturen, sender det både Lance og det lille Norskamerikanske samfund ud i selvransagelse og historisk nyfortolkning.

Ikke mindst da Lance i nærheden finder en anden afklædt nordmand med smadret kranium. For første gang er der begået et mord i dette hjørne af staten Minnesota, Cook County ved Lake Superior


Dette er en helt speciel krimi, fordi netop Lance fremstår så troværdig. Hans reaktioner, tankegange og historisk søgen – er et scoop for fortællingen, som er den første af en planlagt Minnesota-trilogi – og jeg ser blot frem til resten af Minnesotakuren serveret af Vidar Sundstøl.

Blade – på flugt & Nettet strammes

Anmeldt af Magnus Andersen, 14 år

 

 

Tim Bowler: Nettet strammes

Høst og søn 2009

121 sider

Pris 99,95 kr.

 

Tim Bowler: På flugt

Høst og søn 2009

137 sider

Pris 99,95 kr.

 

Det er super spændende bøger, som er nemme at læse. Hovedpersonen Blade er skadet. Han bor på gaden og stoler kun på sig selv. Hans fjender har fundet ham, og han ved, at de ikke viser nåde. Hvis ikke han kommer væk, er han død. Men Blade er svag. Han er bange og ved ikke om det er fordi, ondskaben står for døren eller om det er den sorte fortid.

 

For selvom det er lykkedes ham at flygte fra sine gamle fjender, er han nu blevet fanget af nogle nye. Men hvem er disse mennesker? Hvad vil de? Vil de slå ham ihjel? Eller har de andre planer?


Det var nr. 3 og 4 i serien og jeg vil rigtigt gerne læse mere endnu flere bøger om Blade.