Du ser spøgelser Arne

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Wikke & Rasmussen: Du ser spøgelser Arne

Politikens forlag 2009

160 sider

Pris 200 kr.

 

Dette er en ungdomsbog meget egnet til højtlæsning til børn på 11 år og mere.

Arne på 11 år skal på campingtur med far og mor. På Storebæltsbroen får de motorstop, og det går således, at bil og campingvogn triller baglæns ud over rækværket og falder ned i Storebælt. Arne står forladt på broen, han skulle fixe ledningerne i motorrummet på bilen, og nu er han forældreløs. Det kommer der en god historie ud af fuld af fantasi og humor. Mød for eksempel Big Chief og advokaterne Pallesen, Pallesen & Pallesen. Jeg kan kun ønske god læselyst.

Hævnens gudinde

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Sara Blædel: Hævnens gudinde

People’s Press 2009

422 sider

Pris 299 kr.

 

Dette er Sara Blædels femte roman om kriminalassistent Louise Rick, og den er fuldt ud lige så god og spændende som de fire tidligere.

En ungdomsfest bliver smadret af bøller, hvilket medfører, at en pige mister livet, og der er grov vold mod den ene voksne, der er med til festen. En familiefar bliver skudt ned i sit hjem tilsyneladende af rocker relaterede grunde. Er der en sammenhæng her, eller er det blot tilfældigt.

Der er mordbrand, økonomisk kriminalitet og meningsløs vold, og forholdet mellem voksne og deres børn bliver endevendt. Det er gjort godt og spændende, så bogen kan varmt anbefales.

Redburn

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Herman Melville: Redburn

Oversat af Flemming Christian Nielsen

Bindslev 2009

332 sider

Pris 299 kr.

 

Herman Melville er en forfatter med en omfattende produktion bag sig. Han udgav sine bøger i midten af 1800-tallet, og denne roman kom i 1850. Flemming Christian Nielsen har oversat flere af bøgerne til dansk og han har gjort det glimrende. Naturligvis spørger man sig selv, om denne bog har en tyngde, der gør en nyoversættelse rimelig, og jeg er ikke i tvivl, det har den.

Vi følger den unge Redburne fra USA, som tager hyre på et fragtskib i New York, som skal sejle til Liverpool. Det var jo i sejlskibenes æra, og vi får en fantastisk indlevet beskrivelse af livet som dæksdreng på et sådant skib. Liverpool bliver beskrevet lige så snusket og klamt, det må have været i havnekvarteret. Penge har han jo ingen af, vores Redburn, og det er et konstant problem. Efter 6 uger i Liverpool sejler de tilbage til New York med last og mange emigranter om bord. Det avler sult og sygdom – og død.

Bogen kan læses lige ud ad landevejen, der er handling, poesi og humor nok. Men der er også social uretfærdighed og spørgsmål om gængse normers forfald. Jeg er ikke i tvivl, denne bog er en god bog.

Dyrs våben

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Lars Ostenfeld: Dyrs våben

Politikens forlag 2009

80 sider

Pris 150 kr.

 

Denne forfatter har fotograferet dyr i 15 år og har tidligere været medforfatter til fotobøger om dyr.

Denne gang har han valgt en spændende tilgang til sit emne. Dyrs våben er mangfoldige, fra tænder til næb og klør, gifttorne og horn, fra elefanter til næsehorn, edderkopper og skorpioner. Teksten er let overskuet og fortæller om netop dette dyr, dets våben og levevis. Billederne er smukke og skarpe.

Bogen er en godbid til en stille aften.

Franz Kafka, billeder fra hans liv

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Klaus Wagenbach: Franz Kafka, billeder fra hans liv

Oversat af Judyta Preis ogJørgen Herman Monrad

Forlaget Vandkunsten 2009

252 sider

Pris 399 kr.

 

Det er lidt af et pragtværk, som vi har her. 252 sider med billeder af Franz Kafka og de lokaliteter, hvor Kafka havde sin gang. Vi ser hans familie og venner og de bygninger, hvor han skrev sine fortællinger. Det er bedre end en biografi. Efter læsningen står mange af billederne stadig på nethinden.

Det vil være en bog, som jeg tager ned indimellem for lige at blade lidt og finde stemningen. Det er absolut et must at have denne for Kafkaelskere, og lad mig bekende, jeg er Kafkafan, hva fan er du?