Copenhagen noir

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Copenhagen noir

Redigeret af Bo Tao Michaelis

People´s Press 2009

250 sider

Pris 249 kr

 

Denne bog er en samling af kriminalhistorier, der udspiller sig i og omkring København. Der er 13 forskellige forfattere, alle kendte og værdsatte for deres forfattervirksomhed. De 11 er danske og 2 er fra henholdsvis Norge og Sverige. Og det er fremragende historier, de serverer for os. Det er en bog, som er egnet til at tage med, når man skal ud at rejse, for historierne fylder ikke mere, end man kan nå en novelle på turen.

Så nyd Helle Helle, Klaus Rifbjerg, Naja Marie Aidt og alle de andre.

Den våde fisk

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Volker Kutscher: Den våde fisk

Oversat af Hanne Lund

Bazar 2009

569 sider

Pris 300 kr.

 

Dette er den tyske forfatter Volker Kutschers første kriminalroman i en planlagt serie på fem med kriminalassistent Gereon Rath som hovedperson. Og det er en ganske glimrende kriminalroman. Vi er omkring 1930 i et Tyskland præget af kommunistiske demonstrationer samt spirende nationalsocialisme.

Vores hovedperson er overflyttet til Berlins sædelighedspoliti efter at have skudt en forbryder i selvforsvar i Køln. Han drømmer dog stadig om at komme inden for drabsafdelingen, og da et lemlæstet lig dukker op fra kanalen, kan han ikke nære sig for at lave sin egen efterforskning.

Bogen er velskrevet og spændende med intriger, skurke og en sædeskildring af Berlin på den tid.

Jeg glæder mig til at læse næste bind.

 

Blink

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Mette Finderup: Blink

Gyldendal 2009

240 sider

Pris 200 kr.

 

Mette Finderup har skrevet børne- og ungdomsbøger før, men det er første gang hun prøver kræfter med noget så komplekst som denne bog. Vi følger 19 unge i forskellige dele af Danmark, og hun får flettet trådene sammen i den sidste ende, så puslespillet går fornemt op.

Nu er jeg jo ikke direkte målgruppen for denne bog, som henvender sig til unge fra 13 årsalderen, men jeg har alligevel læst den med interesse. Der er meget kærlighed taklet og oplevet af de unge, der er venskab, jalousi og svigt. Selv kalder forfatteren bogen for en generationsroman, og jeg vil gerne tro, at den unge generation oplever livet sådan. Bogen er velskrevet og ikke uden spændingsmomenter.

 

Barbapapa

Anmeldt af Ib Ahnfeldt- Mollerup
 
 

 Annette Tison & Talus Taylor:

Barbapapa babysitter

Barbapapa orkestret

Barbapapa skovturen

Barbapapa i køkkenet

Barbapapa kufferten

Barbapapa bondegården

Oversat af Lars Bøgeholt Pedersen

Politikens forlag 2009

Disse bøger er oprindeligt udgivet på fransk men foreligger nu på dansk. Kvaliteten af selve bøgerne er fin, bindet er solidt og stift, siderne lavet i kraftigt papir. Illustrationerne er smukt tegnet, og mine testbørn havde let ved at afkode tegningerne og forstå, hvad der sker. Teksten er sparsom, men det gør ikke noget, det er tegningerne, man snakker med børnene om. Jeg har testet dem på 4 år gamle børn, og mit bud er, at fra 3 årsalderen vil børn kunne følge med.

Barbapapa er ikke noget nyt fænomen, og der er en hel Barbapapa kultur med legetøj. Figurer, videoklip, puslespil, spisestel, lamper, drikkekrus – alt sammen med Barbapapa figurer.

Disse bøger er det sikre valg, hvis man ønsker en bog at tale med barnet om.                                                                                                                                                                                                                              

JA, sådan får du det svar, du helst vil have

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Noah J. Goldstein, Steve J. Martin og Robert B. Cialdini: JA, sådan får du det svar, du helst vil have

Gads Forlag 2009

293 sider

Pris 199 kr.

 

Denne bog er udkommet i flere lande og er solgt i gigantiske oplag. Det er let at forstå. Her har en samling adfærdspsykologer dissekeret vores adfærd, når det gælder om at opnå noget, sælge et produkt eller påvirke en adfærd, og de gør det blændende. Det er både fagligt sobert og ikke spor tørt. Jeg læste den som en kriminalroman, og jeg kan kun råde jer til at læse den, før jeres chef gør det.

Her er 50 teknikker samlet om, hvordan man ganske gratis ved at ændre få ord eller en sætning i et udsagn, kan ændre vores chancer for at får en mere positiv reaktion hos modtageren af signalet.

Metoderne er ikke spor uetiske, de er bare ———- adfærdspsykologisk korrekte.