Ung mand med pistol

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Elmore Leonard: Ung mand med pistol

Klim 2008

268 sider

Pris 299 kr.

 

Elmore Leonard debuterede i 1951, og han er nu 82 år gammel. Trods alderen er han utroligt godt skrivende, og han har her leveret et brag af en bog. Bogen handler om årene 1921 til 1934 i midtvesten nærmere fortalt i Oklahoma. Det er spritusforbudets tid og oliepumpernes tid. Og det miljø, som han skildrer så mesterligt, er bordellerne, gangsterne, smugkroerne, bankrøverrierne og en marshal, som uden at tøve trækker sit våben for at dræbe.

Vi møder højreradikale i form af ku klux klan, der vil nedbrænde en smugkro, vi er med, når olietankene skal renses for slam, og vi følger den småt kørende psykopat, der er søn af en oliemillionær, men som kun har den ambition at blive landets mest eftersøgte person. De økonomiske op- og nedture i perioden hører vi ikke noget om.

Sproget i bogen er barberet ind til benet, det er præcist og uden overflødige falbelader. Teksten er fængslende og spændende, og alt i alt kan denne bog varmt anbefales.

Stormen i 99

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Kristian Bang Foss ”Stormen i 99”

Gyldendal 2008

248 sider

Pris 249 kroner

 

Kristian Bang Foss har med romanen ”Stormen i 99” skrevet en kras og cool realistisk fortælling om en gruppe forhutlede unge, der arbejder på InWears tøjlager på Raffinaderivej på Amager. Stedet er ikke tilfældigt valgt, for han har selv arbejdet der, da han skulle tjene nogle penge til sin uddannelse. Det mærkes, at Kristian Bang Foss har haft sine ører og øjne langt inde i dette stærkt hierarkiske univers, hvor især dialogerne står pinagtigt autentiske. Forfatteren skildrer disse individuelle skæbner og gør især meget ud af at berette om arbejdsgangen og rutinerne på tøjlageret. Lyder dette kedsommeligt, så kan denne anmelder bevidne, at det er det stik modsatte! For det er noget af en samling typer, forfatteren portrætterer. Vi har en kok, der masturberer ned i frikadellefarsen og senere serverer den for personalet. Vi har en fyr, der lyver om at han har en kræftsvulst i hjernen for at undgå at tilbagebetale en gæld. En fækalist optræder også, og der er minutiøse skildringer af sex, børns grusomheder, variationer af svigt, depression, håbløshed og ensomhed. En tung cocktail, men romanen er ikke tyngende læsning, tværtimod, den er opløftende og meget, meget morsom. Dette skyldes især den valgte fortæller, en alvidende 3. personfortæller, som betragter disse sølle eksistenser med ironisk distance og ofte udstiller dem i deres naivitet, magtliderlighed og forløjethed.

Fortælleren kan være direkte ondsindet: ”Nu kommer Katja sjoskende med sin dårlige holdning, der virker villet. Det er en tid med efterdønninger af grunge og post-punk, og hun ser altid forjasket ud, som om hun lige har været kastet ind i en tørretumbler sammen med en pakke palmin”. Forfatteren er ikke ude på at skrive psykologisk realisme, personerne handler, som de nu engang gør, ud af tilfældighed og spontanitet i situationen. Kun to personer, Anton og Nanna, bliver skildret grundigere og med flash backs, så deres fortid oprulles. De to unge bliver en slags kærester, og forfatteren giver i glimt rørende og poetiske skildringer af de to generte menneskers langsomt voksende tillid til hinanden.  Kristian Bang Foss er en fremragende iagttager, og det viser sig ved en række natur- og gadescener i København, som næsten er filmisk skildrede og emmer af poesi: ”Nu er det blevet forår, og så overrumpler det totalt med kålsommerfugle, der kommer hvirvlende i en lun vind i anden sals højde, og sidegader, der virker som mudrede afløb, der pludselig gennemskylles af krystalklart vand og står med træer, der lader til at eje lyset;”. Som et crescendo buldrer stormen i slutningen af romanen ind over Danmark og InWears tøjlager og forandrer og forløser ting og mennesker. Til sidst kommer den store og uregerlige natur, og de enkelte menneskenaturer må bøje sig. Hvad der nærmere sker, skal ikke røbes her. Læs den og du vil både grine og græde.

 

 

 

 

 

Hvad skal man tro

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Else Hvid og Birgitte Stoklund Larsen: Hvad skal man tro

People’s press 2008

112 sider

Pris 199 kr.

 

Teologerne Else Hvid og Birgitte Stoklund har begået denne lille kloge bog om kristendommen, hvor det med klar tale forklares hvad gud, tro og kristendom er for noget. Der er syv kapitler hver med sin indgang til stoffet, og kapitlerne behøver ikke læses i rækkefølge. Det slås fast at bibelen ikke er et gudskabt værk men er redigeret af mennesker, og at gud ikke er en gammel mand, der sidder oppe over skyerne. Som troende lever man hverken bedre eller længere, så troen er ikke et profylaktisk værktøj mod helbredsproblemer.

Den kristne gud er heller ikke en anonym kraft eller navnløs energi – det er en gud, man forholder sig personligt til. Helligånd er mere end her og nu og halleluja. Ånden er en betingelse for, at vi kan forstå hinanden.

Det er lykkedes at gøre teksten fængslende, og selv indviklet stof står ganske klart. Det må være en oplagt bog til studiekredse.

 
 

Hestenes øjne

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Hans Otto Jørgensen: Hestenes øjne

Gyldendal 2008

189 sider

Pris 199 kroner

 

 

Den anmelderroste forfatter Hans Otto Jørgensen har med ”Hestenes øjne” skrevet en selvbiografisk roman. Fortælleren er i tredje person, en dreng ved navn Hans Otto, som vokser op ude på landet nær ved Limfjorden. Faderen er landmand og indremissionsk, hvilket gør familien anderledes end de øvrige familier. Denne anderledeshed stikker dybt hos Hans Otto, som er en fintmærkende og meget følsom lille dreng. Læseren følger Hans Ottos opvækst i et hjem, hvor Gud, ifølge faderen, ser alt, og romanen skildrer indgående drengens forhold til især faderen og fasteren. Vi har at gøre med en udviklingshistorie både på det ydre plan i forhold til landbruget og på det indre plan, hvor Hans Otto, på trods af og i trods til omgivelsernes tryk, kæmper for at finde sig selv og træde i karakter som et fuldbårent menneske. Forfatteren behersker et suverænt prosa, hvor sproget nærmest følger fortællerens vejrtrækning: ”Og gødningsklatterne og fluerne hører til, og duerne hører til, maddikerne og grævlingen og grævlingegraven hører til, og smørblomsterne og skovstjernerne og det dunkle i skoven hører til, kaprifolierne og de slanke stammer, underskoven og de sartgrønne grene og indhegningen og brombærrene ud under tråden”. Opremsningen, markeret af de mange kommaer, tilføjer noget forpustet og ekstatisk til det beskrevne, og Hans Otto er også så glad, at han næsten ikke kan trække vejret, for han må have alting med i sin elskede fasters paradis. Netop fasterens hjem og livsstil står i stærk kontrast til drengens liv med faderen og moderen. Hjemme hersker forsagelse, pligt og mådehold, hos fasteren folder det ucensurerede liv sig ud i al sin mageløse mangfoldighed. Fasteren er doven, afslutter aldrig et gøremål, men hun er konkret til stede med sit kærlige sind – ligesom Jesus er konkret, og ifølge hende spiser kiks og bananer. For faderen er Jesus den strenge dommer, og hvad kærlighed angår, er faderen mere omsorgsfuld over for køerne end over for sin egen søn. Romanen begynder ved farmoderens død sidst i 1940’erne, hun var i øvrigt selv et billede på lidelse, og slutter med hans elskede søsters død i 1993. Det er ikke tilfældigt, at rammen om romanen er lidelse og død med de faste følgesvende af skyld og skam. Som dreng kom Hans Otto  ved et uheld til at forårsage, at søsteren fik slået sine fortænder ud. I alle årene efter sloges han med en skyldfølelse, og helt urimeligt tænker han, at dette uheld gjorde, at søsteren senere udviklede kræft. Der er ingen romantiseringer i romanen, sproget er nøgternt, men også med poetiske strejf i de sansemættede skildringer af naturen. Bogens credo er, at den livsbagage, man som menneske bærer med sig, har sin tyngde i barndommen: ”Det er måske banalt, men jeg tror, det er de ting, der overgår et menneske, der skaber det menneske. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, danner personen. Hvad stiller man op med alle de år”. 

 

   

 

    

Sne på hendes ansigt

Anemeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt

Rosinante 2008

394 sider

299 kroner

 

Thorstein Thomsen har med ”Sne på hendes ansigt” skrevet en fængslende fortælling om tre generationer af familien Kryles slægtshistorie, som udspiller sig i tiden fra 1936 og frem til i dag. Fortælleren er Michala Kryle, og vi møder hende ved mormoderens dødsleje på Esbjerg Sygehus. Annemarie Kryle blev 101 år, og et så gammelt menneske må have

mange historier at fortælle. Det har hun også, og hun har gennem årene indviet sit barnebarn Michala i mange af familiemedlemmernes skæbne, inklusive sin egen. I Michala vokser trangen til at samle slægtens historie og fortælle om de tre generationer af kvinder, deres mænd og deres børn. Det bliver en rystende og detaljerig beretning om incest, voldtægt, utroskab, løgn og fortielser, og som en mørk understrøm løber en række fortællinger om fysisk og psykisk vold. Fra udgangspunktet i nutiden på Esbjerg Sygehus rejser vi med fortælleren tilbage til et lille vestjysk samfund i 1930’erne, hvor indremissionen var rammen om bedsteforældrenes liv. Udadtil en lydefri kristen familie, men der åbnes til et ondt scenario af overgreb, vold og død. Thorstein Thomsen fortæller fabulerende, men også pinligt neddæmpet om de menneskelige omkostninger, hvilket gør, at dramatikken får fuld punchline i de enkelte scener, her træder mormoderen ind i stuen og ser sin stærkt voldelige ægtemand hænge i et reb fra loftet: ”Det første Annemarie lagde mærke til, da hun trådte ind i stuen, var hans nypudsede sko. De hang kun måske ti centimeter over gulvet, og bevægede sig stadig i små vip. Men ti centimeter er rigeligt til at dø. Hun så på hans ansigt. Han var rød i hovedet og ligesom oppustet. Han stirrede på hende, ikke bebrejdende, nærmest spørgende, stadig med bevidsthed i øjnene. ”Vil du sige noget, Johannes?” Hun holdt en pause og tilføjede så: ”Det ville du nok, hvis du kunne””. Efter mandens død blomstrer mormoderen op og får sig endda en elsker. Vi følger også hendes datter Karen, senere mor til fortælleren Michala. Karen får et liv, der er præget af faderens overgreb, lykkelig kan hun aldrig blive, og hun flygter til sidst endegyldigt ind i alkohol og selvforglemmelse. Michala må også leve med arrene fra sin noget brogede opvækst og en mor, der havde svært ved at give kærlighed til sit barn. Men fortælleren Michala, den første student i familien, vil gøre sig fri af sin familieskæbne. Og fri og frigjort følger vi hende i de vilde tressere med kærester, elskere og heroinmisbrug. Hun reddes fra junkietilværelsen af sin  morbroder Mads, og hun får senere et liv i Berlin med mand og søn og springer der ud som professionel fortæller. ”Sne på hendes ansigt” handler om, hvordan man gennem fortællingen kan forstå sig selv som menneske. Litteratur handler ikke om andet.      

Tiden hænger på træerne

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Lone B. Skovgaard: Tiden hænger på træerne

People’s press 2008

330 sider

Pris 249 kr.

 

Dette er Lone Skovgaards debutroman, og den er vellykket. Vi følger Venusias liv fra hun bliver født til hun er over 80 år gammel.. Hun fødtes i Rom i 1915, kom til Schweitz og siden til Danmark. Som barn visnede hendes hænder, og hun levede videre med proteser. Først højt oppe i årene voksede der nye hænder ud på mystisk vis. Hendes liv er omskifteligt, og som gennemgående tema er historien om en hændelse i familien, hvor der var noget med tre kvinder, et barn og en masse blod, men det er som en hemmelighed, som moderen ikke vil snakke om. Venusia selv bliver gift et par gange, får 2 børn, og hun lever med periodiske depressioner.

Hendes liv er fortalt lyrisk i et smukt sprog, og indimellem fabulerer hun. Denne roman kan varmt anbefales.

Afgrundens rand

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

 

Christian Dorph & Simon Pasternak: Afgrundens rand

Gyldendal 2007

407 sider

275 kr.

 

Det historiske krimieksperiment lykkes igen. Forfatterduoen Dorph og Pasternak springer fem år frem i tiden fra deres forrige krimi til 1979.

De to efterforskere Ole Larsen og Erik Rohde står nu med en drabssag, hvor en rig entrepenør bliver fundet myrdet i en bøssesauna. Det bliver en lummer og beskidt historie, hvor der også forekommer pædofoli i sin grimmeste form.

Sagen viser sig at have spor tilbage i fortiden helt tilbage til befrielsenssommeren. Der er stadig en øst-vestkonflikt, hvor spionerne lever og genopstår.

Det er forfatternes intention at skrive en serie bøger med samme hovedpersoner og med ca. 5 års fortælleintervaller. Det er fascinerende at læse en hæsblæsende krimi lagt ind i en nær-historisk ramme, hvor musikken, der spilles på båndoptageren og interiøret er tidstypisk som en lille fortælling i fortællingen. Godt skåret – krimiskræddere!

 

Læs også anmeldelse af Om et øjeblik i himlen