Økseskibet

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Jens Henrik Jensen: Økseskibet

Borgens Forlag 2006

467 sider.

Pris 299 kr.

 

Så er Jens Henrik Jensen på banen med en ny Nina Portland thriller. Som læser skuffes man heller ikke denne gang, idet forfatteren har skrevet en formidabel roman af internationalt tilsnit. Den er så højspændt spændende og med så mange handlingstråde, at man blandt andre kommer til at tænke på en Stieg Larsson. Hovedpersonen, den benhårde og stædige kriminalassistent fra Esbjerg Nina Portland, er en klon mellem Stieg Larssons Lisbeth Salander og Lisa Marklunds Annika Bentzon. Lighederne er især, at Portland evner at kæmpe mod de mest umulige odds, hun giver ikke op, selv ikke når hun nærmest er halvdød. Som de to andre bærer hendes krop præg af de kampe, hun har været igennem. Hun er er rigtig heltinde, men også en ganske almindelig alenemor til Jonas, og hun har sine problemer med en fraværende faderfigur, en on-and-off kæreste, en gammel nabo som trænger til hjælp og en bosnisk fast-food restauratør i underetagen. Men Jens Henrik Jensen forfalder aldrig til at lade Nina Portlands private liv fylde for meget, læserne får det at vide om hende, som gør hende troværdig som menneske, og ikke bare en professionel politimaskine. Plottet er inspireret af en autentisk hændelse fra 1993, hvor en russisk sømand anklages for femdobbelt drab om bord på en tysk coaster i Nordsøen. Desuden er han i besiddelse af ikke mindre end 60.000 D-mark. Sømanden bliver senere frifundet af mangel på afgørende beviser. Kriminalbetjent Nina Portland husker godt denne begivenhed, da det var hendes første sag. I de resterende 11 år har den rumsteret i hendes bevidsthed, omgivet af et uigennemtrængeligt mørke: Hvad skete der egentlig dengang? Skæbnen vil, at Portland ved en konference i Estland kommer på sporet af den russiske sømand. Hun når lige at se et glimt af ham, og så er hun tilbage i sporene fra 1993. Vi følger Portlands opsporingsarbejde, der bringer hende både til Tallin i Estland og til London, hun kommer i berøring med britisk efterretningsvæsen, terrorbekæmpelse, islamiske terrorister og internationale konspirationsteorier. Forfatteren evner på mesterlig vis at holde rede på alle disse handlingstråde, hvor en masse brikker skal falde på plads undervejs i dramaet. Lokaliteter og personer og hændelser skildres med en høj grad af troværdighed, og hen mod slutningen får forfatteren skabt de forklaringer, årsagssammenhænge og analyser, som for læseren danner den logiske sammenhæng: Sådan her må det være gået til. Det skal til sidst nævnes, at byen Esbjerg, hvor Jens Henrik Jensen selv bor, skildres med stor ømhed, der dog ikke går uden om byens negative sider. Denne krimi kan ikke stærkt nok anbefales, spændingen, gyset, plottet, afslutningen er i liga med bøger af Stieg Larsson, Jo Nesbø og Arne Dahl.    

 

 

Din teenager skal coaches ikke opdrages

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Arne Nielsson, Anni Kirk og Tania Wolf: Din teenager skal coaches ikke opdrages

People´s Press 2007

258 sider

Pris 249 kr.

 

Opdragelse er gammeldags. Coaching er moderne. Det gælder også, når vi som forældre pludselig står med et par teenagere, som bestemt har brug for en eller anden form for håndtering. Her kommer denne lille håndbog ganske belejligt: Den leverer ganske enkelt nogle overvejelser om, hvordan hverdagen med teenagere kan tackles.

 

En vigtig pointe i bogen er, at det ikke er teenageren, der er problemet. Det er dig, der skal vænne dig til forandringen. Og det er op til dig, hvordan det så skal håndteres. Du kan lære dig teknikker, så forandringen bliver ikke bare lettere for dig men også giver dig mulighed for selv at få et sjovere liv fremover.

 

Arne Nielsson er tidligere topidrætsmand og nu coach for både idrætsudøvere og erhverslivet.

Små gule citroner

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 
 

Kajsa Ingemarson: Små gule citroner

People’s press 2008

350 sider

pris 249 kr.

 

Dette er en finurlig og tankevækkende roman. Vi følger Agnes, som er overtjener på en gourmet restaurant i Stockholm. Hun lever på 5. år sammen med Tobias, men hendes verden smuldrer for hende. Hun bliver fyret, og Tobias har fundet en anden. Hun er så nu arbejdsløs alenepige. Her fra kan det kun gå opad eller lige ud. Dette er en roman om kærlighed og venskab. Hvor meget kan det bære. Det er også en roman om valg, både de lette og de svære.

Det er ikke svært at leve sig ind i Agnes person. Det er det almen menneskelige, der farver hende. Karakteren er troværdig, og man ønsker hele tiden det bedste for hende. Følg hendes liv gennem denne svære periode, og bliv klogere på dig selv. Der er bestemt en grund til, at denne roman har toppet bestseller listen i Sverige flere år i træk.

 
 

Ned til hundene

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Helle Helle: Ned til hundene

Samlerens Forlag 2008

158 sider

Pris 249 kr.

 

En 42-årig kvinde står af bussen og sætter sig på en bænk. Hun har netop forladt sin mand og aner ikke, hvor hun skal tage hen, eller hvad hun skal foretage sig. Med sig har hun blot en rullekuffert.

 

John og Putte inviterer kvinden ind i deres hjem og liv, installerer hende i hjørnesofaen. De lader hende tage del i deres tilsyneladende sorgløse og trygge tilværelse. En tilværelse, som også rummer naboen Elly, broderen Ibber og onklen Eskild. Sammen passer de Eskilds hunde, da han er indlagt på hospitalet.

 

Helle Helle skriver i et klart beskrivende sprog om dagliglivet, så enkelt og med en sans for dagligdagens små detaljer. Samtidig lægger Helle et lag af hverdagslivets skygge under dagligdagsbeskrivelserne, og man sidder som læser og balancerer på en knivsæg: Hvornår sker der noget virkelig grumt i idyllen? Og da grumheden går op for læseren, er det for sent. Måske skulle man lige gå en tur med hundene, inden mørket helt lægger sig? En formidabel lille fortælling med stor gennemslagskraft.

Frost og aske

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Inger Wolf: Frost og aske

Modtryk 2008

285 sider

Pris 249,95 kr.

 

Der er nogle krimier, som man bare ikke kan slippe. Sådan en krimi er Inger Wolfs Frost og aske, som er det andet uafhængige bind af krimiserien om kriminalkommisær Daniel Trokic fra Århus Politi.

 

I en isnende snestorm bliver den otte årige dreng, Lukas, fundet død i Giber Å ved Mårslet. Drengen er kvalt med en fiskeline og har uforklarlige brændemærker på kroppen. Mårslet er en lille, idyllisk landsby i nærheden af Århus, men den gemmer på dunkle og grusomme hændelser og en isnende historie. Trokic kommer fra asken til ilden, og som læser sidder man tilbage med en brændt smag i munden og håber egentlig bare på, at det ”kun” var en roman og ikke en virkelig historie.

 

Opbrud og oprør

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Ayaan Hirsi Ali: Opbrud og oprør

Jyllands-Postens Forlag 2008

352 sider

Pris 249 kr.

 

Dette er en biografi om en barsk og meget fremmed opvækst som troende muslim i bl.a. Somailia og Kenya. Forfatteren Ayaan beskriver livet, som det leves i en kultur, hvor specielt kvinder holdes nede af mænd men også holder hinanden nede. Det er skrap læsning! Og det er svært at fordøje så mange – i min optik – urimeligheder i islams og Allahs navn. Men læseren lærer også om følelser og kærlighed, tabuer og myter i en helt anden verden end vores europæiske.

 

Opbrud og oprør berører og vedrører – uanset om man er mand eller kvinde – og det burde være obligatorisk pensum i en hver dansk læsers bogkanon.

 

Ayaan blev kendt, da hun sammen med den nu myrdede hollandske filminstruktør Theo van Gogh lavede den islamkritiske film ”Submission Part !”. Hun har tidligere udgivet essaysamlingen Jeg anklager. (2005)

 

Læs også anmeldelse af Under en strålende sol

Tokes maske

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Henrik Nilaus: Tokes maske

Phabel 2008

160 sider

Pris 249 kr.

 

Det kan være svært at hamle op med teenagernes pc-spil, internetsammenhold og digitale universer. Denne bog kan. Tokes maske vinder faktisk kampen over netmaskerne!

 

Toke er en 11-årig dreng, som er meget dygtig til at tegne. Han moppes i skolen af Mark og tvillingerne Mikkel og Martin. Toke søger tilflugt hos sin farfar i kolonihaven. Dramaet udspiller sig omkring en konkurrence, som Toke og hans kammerater kan deltage i. De skal lave masker til et rollespil.Og det bliver mere end blot en konkurrence om den bedste maske. Klassekammeraten Amina bliver hans allierede i kampen.

 

Dette er en barsk bog om roller og maskespil, om had og jalousi, om magt og afmagt, angst og mod men ikke mindst om venskab. Magnus og Hjalmar på henholdvis 11 og 12 år var opslugt af dramaet om Tokes maske og giver bogen fem masker.

Trods

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Meghan D. Jakobsen: Trods

People’s press 2008

180 sider

Pris 199 kr.

 

Meghan D. Jakobsen har tidligere skrevet rejsebøger, og dette er hendes første roman. Fortælleren i romanen er en lille pige på 5-6 år. Moderen er kunstner, afstumpet og fyldt med eder og forbandelser på engelsk: One liter of goddamn milk and a fucking icecream, skriger hun til købmanden, da han lukker kreditten.

Pigens verden er huset med moderen, en nabo, som er professor, og i forløbet kommer hun i børnehave og i skole i et økologisk og meget karrikeret miljø. Hun bliver moppet. Der kommer en ny mand ind i deres liv, som bare hedder mand, og pigen får en lillebror. Mand forsvinder igen og efterlader moderen gået i opløsning. Hun tilbringer livet i sin seng med frakke på, og pigen må klare sig selv og lillebror uden varme i huset, uden mad, og hun råber om hjælp til postbudet.

Dette er socialrealisme. Der er hvidt og der er sort men ikke nuancer derimellem. Det er pigen, der er trodsig. Og det overlever hun på.

Denne bog er så charmefyldt, at læseren får lyst til at gøre noget for dette barn. Vi får tårer inde i vore hoveder og det trykker for brystet. Hvordan skal det dog ende tænker jeg og tør næsten ikke læse videre.

Mands minde, Riber ret, Noget nær

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Mands minde, 1999, Riber ret, 2001, Noget nær, 2006.

Gyldendal.

176 sider, 216 sider, 256 sider

Pris 139 kr. 139 kr. 129 kr.

 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen (f.1945) er magister i kunsthistorie og siden 1988 formand for Ny Carlsbergfondets direktion. Han har en lang række udgivelser bag sig, eksempelvis bøger om dansk guldalder og væsentlige kulturpersonligheder fra den tid. Med sine tre prisbelønnede erindringsbind: ”Mands minde”, Riber ret” og ”Noget nær” er han blevet folkeeje, og når han holder foredrag, trækker han fulde huse. Hans Edvard Nørregård-Nielsen er en unik fortæller og i liga med Johannes Møllehave. I sine erindringer beskriver han personer og steder med sin karakteristiske lidt søvnige årvågenhed som om, han lidt fortumlet rækker ud efter ordene. Han har samme kadence i sine sætninger, som når han taler, en sindig langsommelighed, som forlener det skrevne med ægte tilstedeværelse. Selv har han i et interview udtalt, at han tænker med sanserne, og det mærkes i disse erindringer, der er fyldt med lugte, lyde, lys, dufte og en mangfoldighed af bitte små detaljer. I ”Mands minde” fortæller han om opvækstårene i Vestjylland i 50’erne, om sin arbejdsomme slider af en mor og en far, der var en drømmer, og som byggede det ene luftkastel efter det andet. Det sled på ægteskabet, og reelt var det moderen, der forsørgede lille Hans Edvard og hans tre søskende. Overalt mærker man forfatterens drift mod at forstå alt, hvad hører mennesket til, men i forholdet til faderen bliver tonen indimellem skarp. Det har været et kors at have en sådan fader og ægtemand. 

I ”Riber ret” skildrer forfatteren sine ungdomsår i Ribe i 60’erne. Hans Edvard kommer i gymnasiet, og beskrivelsen af lærerstaben og hele ånden på Ribe Katedralskole er en historie om intellektuelt hovmod, manglende pædagogik og empati, social forskelsbehandling og andre rare ting. Men der er en person, som kan lyse al mørke op, og det er hans elskede Regitze, der bliver hans første kone og gift med ham i 22 år. Vi følger de to forelskede gennem gymnasietiden, og hele det ungdommelige følelsesregister udspilles i kampen for kærligheden og at komme overens med, hvem man selv er. Forfatterens elskede Ribe skildres med en elegisk inderlighed: ”Om sommeren kan morgenstunden hvælve sig sådan over Ribe, at det ser ud, som lå byen under sin egen lyskuppel. Så strækker og rækker alt levende sig mod solen, oppe fra lindetræerne udråber tyrkerduerne fromt og lydeligt deres ”Du gode gud, du gode Gud”, og alt er så pænt på plads i sin krans af grønt”. Det sidste bind af erindringerne ”Noget nær” fortæller videre om parret Regitze og Hans Edvard, som bosætter sig i København og begynder at studere henholdsvis til sygeplejerske og præst. Der er forjættende beskrivelser af kæresteparrets glubende livsappetit på det københavnske natteliv. Og der er mere prosaiske skildringer af dagligdagen og parrets kamp for at tjene til studierne gennem ofte ret specielle jobs, hvilket giver forfatteren lejlighed til at beskrive forskellige miljøer og noget aparte mennesker. Det gælder for alle tre bind, at de er fremragende tidsbilleder af et Danmark, der forvandler sig fra et landbrugsland til et industriland. De menneskelige omkostninger står uforskønnet på siderne. Ved vejs ende, efter at have fulgt forfatterens liv tæt, sidder man tilbage med en følelse af vemod. For kærligheden mellem Regitze og Hans Edvard måtte give op. Kærlighedens mirakel og forlis. Men – som forfatteren skriver til sidst – ”Man kan altid finde noget at glæde sig over. Værre er det ikke”.    

 

Poesibog

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Naja Marie Aidt: Poesibog

Gyldendal 2008

96 sider

Pris 199 kr.

 

Denne bog med poesi er et lille mirakel. Det er de her ord/sky, moppe, sukker, røv/sådan drømte jeg./Det var et mareridt/og det var/ inciterende./ Brokkasse./En sort bog. /synd på synd/ Og så ud og shoppe./Alt sammen meget rastløst/og fortvivlet.

Her er 96 sider med dejlig poesi: Foråret er kommet, senere efteråret er kommet. Ind imellem du vågner op på et gulv og aften i Skagen. Jeg har nu læst alle digtene 2 gange og er parat til at gå i gang igen med en tredje gang. Jeg opdager hele tiden nyt. Denne bog skal have sin plads inden for rækkevidde.