Peters død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

køge

Katrine Marie Guldager: Peters død

Lindhardt og Ringhof 2014

147 sider

Pris 195 kr.

Dette er Guldagers fjerde bind i hendes Køge-krønike, og vi er kommet til 1972. Krøniken omhandler familien med faderen Peter, der var gift med Lilly, som forlod ham for at flytte ind hos Ib Berthelsen i København. Børnene Henry og Leonora blev hos deres far, mens den mindste, lille Ib, fulgte moderen. Peter blev forlovet med Ella, men han brød forlovelsen, og nu sker der det, at Peter dør. Vi følger børnene Henry og Leonora, som ikke trives godt med hinanden. Henry er blevet far og er flyttet i kollektiv med sin gravide kone, Leonora er gift med en god mand, hun ønsker sig et barn, men efter mange år er det endnu ikke lykkedes. Historien om det venstreorienterede kollektiv står meget stærkt og rammer lige på kornet, sådan var det omkring 1970, det er en fryd at få det beskrevet så levende, det er ikke Henrys kone, der skal have et barn det er hele kollektivet, som skal være forældre til den lille ny, selv om Henrys kone ikke er enig. Det ender naturligvis ikke spor godt, hvordan skal man læse sig til. Dette bind er et værdigt fjerde bind i krøniken. Det er velskrevet, fængslende, og man behøver ikke nødvendigvis at have læst de foregående bind for at følge med. Jeg spekulerer på, om der kommer et femte bind, jeg vil gerne følge med en tid endnu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *