Kategoriarkiv: Undervisningsmateriale

Vi slår ihjel og lever med det

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Lars R. Møller: Vi slår ihjel og lever med det

Informations forlag 2010

368 sider

pris 349 kr.

 

Lars Møller har her leveret varen. Med videnskabelig grundighed har han beskrevet kampens og drabets anatomi, fysiologi og psykologi baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt hjemvendte soldater fra Bosnien, Irak og Afganistan. Der ligger ikke meget litteratur om emnet i forvejen, men Lars Møller fortæller os om stress og hormoner samt om posttraumatisk stresssyndrom og om de teknikker, man kan anvende til at undgå sene psykologiske skader. Det slås fast, at man ikke er en kylling, fordi man er bange, har mareridt eller skider i bukserne, det hører alt sammen med til den normale reaktion på angst og stress.

Denne bog må være oplagt til dem, der skal ud i kamp, samt til deres pårørende. Det er en velsignelse, at der nu er sat ord på et emne, som i den grad er tabubelagt.  

 

 

Politikens billedordbog

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Bent Gynther: Politikens Billedordbog

Politiken 2009

160 sider

Pris 200 kr.

 

Dette er en pegeordbog for de 3 årige op til 1. klasse. Bogen er systematisk lavet med tegninger, der belyser barnet og dets hverdag. Der er således tegninger af et hus og husets indretning, tegninger af hvad der er i et byggemarked og hos slagteren, bageren o.s.v. Tallene illustreres ved tegninger, og klokken gennemgås. Der er illustrationer til forholdsord og til tillægsord. Illustrationerne er tydelige og let genkendelige. Alt i alt er dette et glimrende værktøj til at forøge barnets ordforråd med.

Medie- og kommunikationsleksikon

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Søren Kolstrup, Gunhild Agger, Per Jauert og Kim Schrøder (red): Medie- og kommunikationsleksikon

Samfundslitteratur 2009

650 sider

Pris 348 kr.

 

Hvad forstår vi ved mediebegrebet og hvordan har det udviklet sig gennem tiden? Medie- og kommunikationsleksikon rummer ikke mindre end 465 artikler om centrale begreber, teorier, metoder og fænomener. 150 fremtrædende medie- og kommunikationsforskere fra Norden, Holland, England, Frankrig og USA har bidraget med artikler.

I dette appetitlige opslagsværk kan man også læse om nye begreber som eksempelvis viral kommunikation, som bærende metafor på den omstændighed, at mange kommunikative processer i hverdagen foregår på samme måde som en sygdomsvirus spredes på: Spontant og ikke-kontrolleret: Folk, der modtager en sjov e-mail og sender den videre etc.

Opslagsværket er således fuldt opdateret på de seneste trends og fænomener og præsenterer dem i god gammeldags leksikonformat – et bog man kan tage og føle på.

Hurra, der er krise

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 

Alexander Kjerulf: Hurra, der er krise

Gad 2009

208 sider

Pris 199 kr.

 

Her er håndbogen til at komme igennem en krise for virksomhedsledere på alle niveauer. Det er inspirerende læsning. Nedskæringer og fyringer er klassiske midler at tage i brug, men de er ikke særlig velegnede. Arbejdsfordeling, efteruddannelse, nedgang i løn for alle, det er midler som har bedre effekt end fyringer, når krisen kradser. Kunderne er ikke virksomhedernes første prioritet, det er medarbejderne, så fyringer er kun løsningen, når virksomhedens liv er truet.

Tætte bånd mellem ledelse og medarbejdere er et must, hvis krisen skal overstås på en fornuftig måde. Arbejdsglæden skal bevares, og beskæringer af frynsegoder er måske ikke den rigtige vej.

Jeg vil foreslå, at du køber denne bog, læser den og giver den videre til din chef.

 

Matematik 112 – førstehjælp til formler

Anmeldt af Eline Andersen

Lars Pedersen: Matematik 112  – førstehjælp til formler
Nyt Teknisk Forlag 2008
321 sider
Pris 99 kr.

Puhha, når 13-årige Magnus kommer hjem med matematiklektier, så får jeg det helt skidt. For hvordan er det nu lige jeg finder arealet på en streg, som jeg trak i sandet for mange år siden? Og hvordan er det nu med cirkler, kvadratrødder og andre figurer, som jeg har glemt for længst? Og nu er det så, at Magnus står for at skulle løse opgaver, som han har brug for hjælp til. Magnus og jeg har derfor stor glæde i denne konkrete førstehjælp til formler. Matematik 112 er præcis det nummer, vi har drejer, når lektierne skal laves.

Memo, Memo – studiehåndbogen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Oddbjørn By: Memo, Memo – Studiehåndbogen

Bazar 2007

198 sider, 188 sider

Pris 199,95 kr., 249,95 kr.

 

Det er en meget overbevisende forklaring af husketeknik, som Oddbjørn By leverer. Oddbjørn udviklede husketeknikken Memo, fordi han var træt af at klare sig middelmådigt til sine eksamener. I dag er han en kendt og respekteret hukommelsesmester.

De to bøger Memo og Memo studiehåndbogen introducerer til hukommelsens ruteplan. At huske er at kunne organisere og associere. Oddbjørn spørger indledningsvist: ”Farer du nogensinde vild på vej til arbejde? Nej, vel! Det er fordi du kender vejen”. På samme måde fungerer hukommelsens indre dynamik. Faktisk er grundprincipperne i Memo urgamle: Romerne brugte samme teknik.

Grundlæggende handler det om, at man skal forestille sig en rute, som man kender i forvejen. Undervejs på ruten definerer man nogle punkter, stoppesteder, hvor man senere kan lagre viden.

 

Læs den! Husk det!

Fandango 3

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Susanne Arne-Hansen og Trine May: Fandango 3

Gyldendal 2007

 

Fandango 3. Arbejdsbog A og B

42 kr. pr. stk.

 

Fandango 3. Grundbog

232 sider

169 kr.

 

Fandango 3. Lærervejledning

168 sider

399 kr.

 

Hvordan lærer vi vores børn at blive gode og passionerede læsere? Hvordan giver vi dem redskaber til at læse og nyde, forstå og bruge alle de fantastiske bøger omkring os? Undervisningsmaterialet Fandango, som er skrevet til mellemtrinnet (3.- 5.klasse) er et rigtigt godt bud på en gedigen introduktion til litteraturen omkring os.

 

3. klasse lægger ud med en introduktionen Litteratur – hvad er det?, hvorefter eleverne arbejder med en masse tekster og opgaver med udgangspunkt i de litterære begreber. Det er spændende og krævende – både for lærere og elever. Fandango kan blive en værdifuld sandkasse for fremtidige anmeldere på www.god-bog.dk!  

 

Fandango består på hvert klassetrin af en grundbog, to arbejdsbøger, en lærervejledning og en hjemmeside (www.fandango.gyldendal.dk).